Ja, det vil sige, måske særligt den sidstnævnte. For læser man disse bøger, står det klart, at de stadig er radikale islamister. De er bare ikke længere voldelige, og de afskriver vold som generelt middel til løsning. Men de undskylder ikke over for ofrene, og de synes stadig ikke at opfatte den kristne befolkningsgruppe som ligeværdige borgere med lige rettigheder. Omvendt kan man sige, at denne radikalitet taler for, at dette ikke bare er sikkerhedsstyrkernes opfindelse. Herfor taler også, at de bliver ved med at producere disse ideologiske opgør på bog. Faktisk er de nået op på 25 publikationer. Endelig kan det være, som GI medlem Muntasar az-Zayyat sagde på mødet, at de aldrig har frygtet myndighederne, men altid har frygtet Gud.
Det nye er, at den anden gruppe, al-Jihad, nu også er begyndt at angre. En længere skrivelse er fremkommet fra den egyptiske leder, Dr. Al-Fadl, og der svirrer rygter om, at han er blevet betalt for den. Det er interessant, også fordi Jihad gruppen i dag som sagt er en central komponent i den internationale islamistiske terrorisme. Hvis de egyptiske islamister kan producere et godt materiale, der kan overbevise unge potentielle terrorister, om at terror er uislamisk, så er det naturligvis af stor interesse – også i Europa. På mødet så man derfor, at den britiske, franske og andre ambassader havde sendt de diplomater, der særligt beskæftiger sig med, hvordan man kan sikre sig imod militant islamisme. Derfor kan det også være vanskeligt at sige, om det er godt eller skidt, at de stadig er radikale. Det kan jo være, at netop folk inde fra bevægelsen, som stadig har de samme mål, vil kunne opnå en vis lydhørhed.
Men samtidigt er det naturligvis skidt, at de ikke har givet officielle undskydninger til de kristne i Øvre Egypten, som de terroriserede. Det mente i alt fald de kristne repræsentanter. Når man ser deres nye traktater, er det også slående, at de stadig taler om islams fjender, og at disse fjender er mange: Israel, USA, Vesten, de sekularistiske egyptere. Som så mange andre islamister har de stadig en del arbejde med sig selv foran sig, hvis de skal lære at være almindelige borgere, der kan acceptere anderledes holdninger.
Parti, propagandisme eller passivitet?
Her er vi fremme ved et emne, der for alvor skilte vandene. Hvad skal der ske med de folk, der har angret og efterhånden kommer ud af fængslerne? Der var enighed om, at det ville blive meget vanskeligt for dem at re-integreres i samfundet, og især at få lov at forfølge en politisk karriere. For det styre, der har været så god til at bekæmpe dem (og al anden opposition), er næppe ret godt til at integrere dem. Det ville nok ellers være en god idé. For som flere demokratiforkæmpere under-stregede, så rummer det ikke bare faren for, at de giver op og falder tilbage på deres voldelige strategi, men også at alle andre militante islamister lærer, at der ikke er anden vej end at fortsætte, selv om de skulle være tilbøjelige til at opgive.
Ellers havde deltagerne på debatmødet forskellige bud på, hvordan de angrende kunne komme videre. Den mest almindelige opfattelse var nok, at de måtte afstå fra egentlig politisk handlen, men at de kan prædike og missionere igen. Selv dette lyder ikke helt rart; for det var netop disse gruppers aggressive og frelste prædiken, der langsomt førte dem mod chikane af de studerende og samfundsgrupper, der f.eks. drak alkohol, ikke gik med tørklæde eller havde andre politiske ståsteder. Og derfra var vejen kort til selvtægt og vold.
En anden mulighed var at følge de politiske spilleregler. Det omtalte GI medlem az-Zayyat brugte simpelthen lejligheden til at annoncere grundlæggelsen af et politisk parti. Som den politiske virkelighed er i Egypten er det imidlertid stærkt usandsynligt, at dette parti vil få en licens. For det er repræsentanter for de siddende partier, der udsteder dem, og komitéen kontrolleres fuldstændigt af det regerende National-Demokratiske Parti.
Brødre uden broderfølelse
En sidste og måske oplagt mulighed var, at de angrende militante kunne absorberes i den store islamistiske bevægelse, det Muslimske Broderskab. Det er der nogle, der allerede er. Men det er en hierarkisk organisation, som ikke vil give dem nogen indflydelse. Faktisk er det deres gamle rival, som de altid har brugt en del kræfter på at skælde ud på, fordi den accepterede staten og det politiske system. Også i fængslet har de typisk udgjort to rivaliserende grupper.
Broderskabets talsmand Issam al-Aryan bød dem da heller ikke ligefrem velkommen. Han mente, at de med deres vold havde skadet islams sag. Men han sagde dog, at GI med deres afsværgen af volden gjorde det rigtige.
Faktisk var det Muslimske Broderskab også engang en militant bevægelse, med sin egen undergrundshær, der blev opløst efter mordet på statsministeren i 1947. En senere militarisering var på vej i Nassers fængsler i 1960erne, men blev afværget af Broderskabets daværende leder, Hasan al-Hudhaybi. Så også broderskabet har sin litteratur imod vold, særligt al-Hudhaybis ”Prædikanter, ikke dommere”, som var en afvisning af den radikale ideologi, der stillede sig til dommer over, om folk var genuine muslimer eller ej. Ifølge Hudhaybi er det faktisk at gå Gud i bedene, og dermed syndigt i sig selv. Interessant nok sagde al-Aryan, at det var da han som student i 1970erne læste den bog, at han forstod, at væbnet revolutionær kamp var uislamisk.
De seneste 40 år har Broderskabet ikke været involveret i voldshandlinger. Bortset fra, at det har været genstand for voldelige arrestationer og tortur. Herved har det imidlertid vundet stor folkelig respekt i Egypten og er blevet en mere uafviselig politisk faktor, der i dag kæmper for demokratiske reformer i landet. Det er dog ikke selv demokratisk internt, og dets politiske ideologi er på mange områder anti-liberal. Egyptens kristne, liberale og socialister er forståeligt nok skeptiske over for det.
Det er naturligvis godt i sig selv, at Egyptens store islamistiske bevægelser i dag afsværger vold. Og det er endnu bedre, at Broderskabet har bevæget sig langt i retning af accept af demokratiet. Problemet er imidlertid, at dette sker i takt med, at samfundet selv bliver stadig mere islamiseret. Og i nogle grupper også mere intolerant. På samme måde er der ting, som GI og Jihad angrer, og så er der andre, som de stadig synes er rigtige. For ideologien om den islamiske stat er på mange måder intakt, selv om den er blevet mere rummelig. Og der er en klar risiko for, at andre kan finde på at fylde det tomrum på den ekstremistiske fløj, som GI og Jihad arbejdet på at forlade. Faktisk advarede Issam al-Aryan selv imod en nyere militant gruppering, salafiya jihadiya, som er dukket op i Egypten. Så længe selve ideologien om det gode islamiske samfund er ekskluderende og den øverste sandhed for tilhængerne, bliver har den vanskelig at leve med for andre. Men alene det, at tidligere militante islamister nu kan optræde på et sådant debatmøde, passioneret men respektfuldt, med sekularister og andre som de tidligere truede på livet, må siges at give et lille glimt af håb for Egypten.
Af Jakob Skovgaard-Petersen
