Af Hanna Ziadeh
”Jamen han hedder Yohannes, det er jo et kristent navn”, hørte jeg min legekammerat hviske til en anden dreng på min skole i Beirut. ”Ja, men hans mor er libaneser, men hans far er altså palæstinenser”, kom svaret. Det er svært at forstå, hvorfor mit hjerte dengang sank så hurtigt, fordi jeg hørte de to drenge udveksle de banale fakta om mig. Instinktivt fornemmede jeg, at de to drenge tegnede en cirkel omkring sig. ”Yohannes er et kristent navn” betyd, at jeg i kraft af den fælles religion kunne høre til i cirklen sammen med dem. ”Hans far er palæstinenser” ekskluderede mig til gengæld fra denne cirkel. Min fornemmelse blev hurtigt bekræftet, da min legekammerat ikke længere havde samme lyst til lege med mig som før afsløringen af min fars etniske herkomst. Få år senere fik jeg samme fornemmelse, da mit navn, Yohannes, blev læst op ved uddelingen af den årlige karakterbog. For til trods for mine og min mors gentagne bøn, insisterede skoleinspektøren på at bruge mit officielle navn og ikke det religiøst neutralt dække navn, Ziad. Et navn som jeg fik for at undgå afsløringen at vores religiøse tilhørsforhold, efter at min familie måtte flygte fra den kristne del af Beirut til den muslimske del, hvor palæstinenserne blev bortdrevet til. Ved at udråbe mit kristne navn, blev en cirkel tegnet under uddelingsceremonien, inden i den var alle drengene, der var muslimer, mens jeg, den eneste kristen, stod stille udenfor.
Da min familie flygtede fra Libanon til Jordan, hvor flertallet af landets befolkning er palæstinensiske flygtninge, blev jeg og min ældre bror ofte mobbet i skolen. De palæstinensiske drenge antog ud fra vores libanesiske dialekt og kristne navne, at vi var kristne libanesere, den gruppe som var i krig med palæstinenserne i Libanon. Da vi mange år senere flygtede til Danmark, blev jeg som regel betragtet som muslim, da den udbredte fordom i Danmark er, at araber og muslimer er et og det samme. Den 11. september 2001 kom jeg tilbage på mit kontor i Finansministeriet fra et møde i byen. Der blev jeg mødt af min chef med dette udråb: ”Se hvad dit folk har gjort mod os!”. Det var nok den mest groteske sammenblanding jeg oplevede. 11. septembers terrorister var fanatiske muslimer, der stammede hovedsageligt fra Saudi Arabien. Der var lige så lidt til fælles mellem mig og dem, som der var mellem grønlænderne og hutuer. Der er en pris, der følger af at være araber, kristen med palæstinensisk far og libanesiske mor: man kommer let til at stå på mange folks hadeliste.
Forklaringer kommer ofte sent. Det er kun mange år senere og efter at talrige cirkler blev tegnet uden om mig, at jeg forstod drivkraften bag de andre drenges opførsel. Før jeg kunne forstå de andres opførsel måtte jeg først forstå min egen. Umiddelbart efter min første oplevelse af at blive udelukket, var skyld - og ikke vrede eller det at være forurettet - min første følelse. En mærkelig forsvarsmekanisme gør, at vi som enkelte beskylder os selv, vi påtager os frivilligt skylden for at blive straffet og udstødt af gruppen. Det skyldes nok, at al straf er mere holdbar end at miste tiltroen til vores omgivelser, til de mennesker vi omgås dagligt, til resten af gruppen.
I mange år skøttede jeg om min modstridende tilhørsforhold som en skamfuld hemmelighed. Jeg valgte og vragede identiteter efter omstændighederne. Var jeg blandt libanesere, fremhævede jeg min libanesiske identitet ved at henvise til min mors libanesiske herkomst og skjule min fars palæstinensiske identitet. Var jeg blandt muslimer, brugte jeg mit dække navn Ziad og skjulte mit rigtige kristne navn. Var jeg blandt kristne, brugte jeg mit kristne navn. Var jeg blandt palæstinensere, stræbte jeg efter at blive én af dem, ved at fremhæve min fars palæstinensiske herkomst. Det var som at jonglere med fire forskelligt farvede bolde, hvor jeg altid skulle fremvise bolden med den rigtige farve i hånden på det rigtige tidspunkt til den rigtige gruppe.
I lang tid troede jeg, at drivkraften bag de andre drenges opførsel var had og ønsket om at straffe mig for min forkerte etniske eller religiøse tilhørsforhold. Efter talrige gange, hvor jeg stod og betragtede dem tegne de cirkler, der udelukkede mig, begyndte jeg at kunne sætte mig fri fra den frygt, der plejede at paralysere mig. Jeg indså, at det der drev drengene var en lignende frygt. En frygt for de andre grupper, som jeg repræsenterede i deres øjne. Men vigtigst en frygt for at stå alene. De søgte efter den tryghed de kunne finde, når de stod sammen ind i cirklen. En tryghed som for alvor kan opstår, når de samlet kan udelukke én. Samlet troede drengene, at de ville være stærke og sikre. Men med tiden lærte jeg at se igennem det falske billede af samlede, stærke og sikre drenge, som frit kunne bestemme over mig. Med tiden kom jeg til at forstå, at jo tættere de stod sammen, jo stærkere var den frygt, der bandt dem sammen.
Jeg har, til min store fortrydelse i dag, brugt mange år af mit liv på at overkomme konsekvenserne af de andres frygt. Det tog mig lang tid at forstå, at det er ligegyldigt med de årsager som bliver brugt for at udelukke mig eller de andre. De var tilfældige, den ene dag er det religionen, den anden dag er det etnisk tilhørsforhold og den tredje dag seksuel orientering eller noget helt andet. Årsagerne var ligegyldige, begrundelserne ændrede sig hele tiden, men funktionen blev ved med at være den samme: dæmpe frygten og skabe falsk tryghed. Bag den falske tryghed kunne drengene dyrke et billede af sig selv som rene, stærke medlemmer af den rigtige gruppe. Bag den falske tryghed kunne de skjule deres frygt for, at de andre opdager, de ting der adskiller dem fra hinanden. De ting der gør, at de er enkelte, enestående og forskellige personer og ikke kopier af hinanden med små variationer. Vigtige ting der gør os, til hvem vi er. De følelser vi har. De ønsker der driver os. De interesser der bringer os sammen. Anerkender man dem, vil vi opdage, at vi står lige alene og lige samlede.
Det nyttede ikke at skjule, lyve og udvælge, hvem jeg var. Det eneste jeg kunne gøre var at vedkende mig de mange identiteter, som min brogede familiebaggrund gav mig i arv. Den måde jeg lærte at forlige mig med min tunge arv på, var ved at skrive om min families historie. For hver gang jeg skrev en bid af den lange historie, hvor kidnapninger, forflyttelser og flugt var dagligdagen, uddrev jeg nogle af fortidens onde ånder og nærmede jeg mig forståelsen af, hvad der skete og hvorfor det skete.
Med skrivning kom forståelsen. Med forståelsen kom befrielsen. Jeg holdt selv op med at have den trang til at gruppere andre efter navn, religion eller fødested. Disse blev kun døre, der kunne åbne for andre eller lukke for sig selv.
Endnu flere år senere oplevede jeg noget, der viste mig, hvor flydende de identiteter er, som vi bruger for at fastholde hinanden. Det var en sommer jeg tilbragte i vores gamle landsby i Libanons smukke bjerge. En dag jeg spadserede på hovedgaden, hørte jeg legende drenges larm. Af gammel vane og på grund af uforglemmelig angst, spidsede jeg ører. Da hørte jeg drengene sige til hinanden: ’Dér går danskeren”.
Måske det sværeste med mangfoldighed er at acceptere den som en del af os selv. Der er svært at acceptere at vores syn på os selv, vores selvforståelse, afhænger af de andres øjne, øjne der skifter fra sted til sted og fra tid til tid. Men det er endnu sværere et at anerkende, at selv det vi har som medfødt - hvilken gruppe vi hører til, hvilken religion vi dyrker, og selv hvilket køn vi bliver tiltrukket af - kan ændre sig, kan bliver til noget andet.
Til trods for at drengene i min gamle landsby har udelukket mig af min medfødt ret til at høre til deres fællesskab, blev jeg glad for noget det har åbnet mine øjne for. At hvor usandsynligt det kan lyde for mange danskere, så er jeg et eller andet sted, også, en dansker.
Dette essay er blevet udvalgt af Dansklærerforeningen og Ligestillingsministeriet som inspiration til en landsdækkende essay konkurrence for skoleelever fra 7. til 10. klasse. Essayet er blevet trykt i Dansklærerforeningens Folkeskolesektions medlemsblad, DANSK, samt lagt på Ligestillingsministeriets og Dansklærerforenings hjemmeside.
