Debatten om salget af Cairo Bank

 

Det er en følsom sag. I juli meddelte den egyptiske regering pludseligt, at den ville sælge 80% af aktierne i den statsejede Cairo Bank, eller Banque du Caire. Samme måned fejrede man 55-året for de Frie Officerers kup i 1952, der formelt markerer Egyptens uafhængighed fra den britiske imperialisme (som dog fortsatte et par år endnu). Og bankens historie hænger sammen med kuppet: den var grundlagt få måneder forinden og stod som en helt egyptisk-ejet bank og dermed på regeringens side, da de store britiske og  franske banker i Egypten i 1956 nægtede at give kreditter til bomuldsbønderne i optakten til Suez-krisen.

 

 

For regeringen vil sælge banken til en udenlandsk investor, som den siger vil kunne udvikle den bedre end de lokale. Dette har ført til et ramaskrig fra såvel venstrefløjen som islamisterne og Wafd-partiet, der netop i perioden før 1952 dominerede og søgte at bekæmpe den britiske kolonialisme ved at oprette en lokal industri og finans. Egyptens koloniale historie er i høj grad en historie om kolonialt ejerskab. Da folk demonstrerede foran bankens hovedsæde i slutningen af juli, var der derfor mange som endte foran statuen for lederen af denne finansielle anti-kolonialisme, Talaat Harb. En ny bevægelse er endda dukket op under slagordet ”Nej til at sælge Egypten”.

 

 

Det vil passe styret og regeringen rigtigt dårligt. For det har siden 1990 været en grundpille i politikken, at den offentlige sektors rolle i økonomien skulle formindskes gennem privatiseringer af offentlige foretagender – som for manges vedkommende engang, i slutningen af 1950erne eller i begyndelsen af 1960erne, var blevet nationaliseret fra private. Men selv folk, der i princippet går ind for privatiseringen, mener at mange virksomheder er blevet solgt for billigt og i uigennemskuelige transaktioner, der har favoriseret insidere. Der er eksempler på firmaer, som kort efter de blev privatiseret er blevet introduceret på børsen til langt større priser end den, staten fik for dem.

 

 

Debatten om Cairo Bank er derfor både en debat om nationalisme og udenlandsk indflydelse, om banksektorens styrke og fremtid, og om politiske og økonomisk klientilisme i det egyptiske system.

 


Den ny bevægelse...mere

 

Salah Muntasar: Alene et synspunkt...mere

 

Osama Saraya: Regeringens fejl og dens succeser...mere

 

Fahmy Huwaidi: Et kapitel i krisen om gennemsigtighed...mere