100 års oplysning
Alle disse emner kan genfindes som temaer i Egyptens moderne historie. Med den vigtige pointe, at mange af dem blev indført efter forbillede fra Europa, særligt Frankrig. Det skete fra begyndelsen af 1800-tallet, men især i århundredets sidste trediedel. Det var altså de færreste af disse institutioner eller idealer, der forefandtes i Egypten i forvejen, men som så mange andre steder i verden – inklusive Europa – gik de deres sejrsgang og fik enthusiastiske tilhængere i den muslimske verden. Hvorimod magthaverne gennemgående bekæmpede dem – eller anvendte dem yderst selektivt – fordi de i sidste ende var en udfordring til deres egen magt og legitimitet.
Så Egypten fik sine forfatninger, sine encyklopædier, sine aviser og sine skoler, sine generelle love og sine videnskabelige akademier og publikationer. Samt de medfølgende idealer om deltagelse, repræsentation, friheder og rettigheder. Slaveriet blev ophævet, straffe blev humaniseret, kvindespørgsmålet blev rejst. Alt sammen i 1800-tallet, og langt det meste af lokale egyptere, der havde hørt og lært og læst om forholdene i Europa. De lokale egyptere der skrev bøger om, hvad der var gået galt, havde en diagnose: at muslimerne havde været underkastet despotiske herskere og religiøse autoriteter, som kun tjente sig selv; at magi og overtro havde afløst den sande religion, og formørkelse havde afløse videnskaben. Samt at vejen frem var uddannelse og oplysning, inklusive studieophold i Europa, oversættelse af europæiske bøger og invitationer til europæiske tænkere. Alt dette blev så sat i værk.
Og med tiden blev det også til lokale bevægelser med lokale foregangsmænd. De europæiske lærere blev afløst af deres egyptiske elever. Det man kalder den arabiske renæssance (nahda) fra 1860enre til første verdenskrig, begyndte at producere sine egne digtere, forfattere, kunstnere, tænkere og publicister.
På billedet der illustrerer denne artikel ser man mange af de mest berømte. Plakaten hedder ”100 års oplysning” og er ca. 15 år gammel. Det er det moderne gennembruds mænd (og en enkelt kvinde) - i kunsten og i tænkningen. Begyndende oppe til højre (husk at man på arabisk skriver fra højre til venstre) med nogle religiøse skikkelser, en af dem (Rashid Rida) med en lampe – et typisk oplysningssymbol, naturligvis – navnet på hans reformatoriske islamiske tidsskrift. Det er alle disse mennesker, deres værker og deres indflydelse – i skolen og i offentligheden – man må kende til, hvis man vil forstå den moderne historie og politiske, æstetiske og sociale kultur i et islamisk land som Egypten. Hvis man ikke kender til nogen af dem – og ikke har den nysgerrighed og interesse der skal til – ja, så er det måske nemt nok at sige, at der ikke har været en oplysningstid. Men i så fald er det én selv, der trænger til oplysning!
Men hvad er det så, der er gået galt? Hvis der ikke er sådan, at egypterne og andre muslimer lever i en form for før-reformatisk eller før-oplysnings epoke, hvad er der så galt? For noget er der vel galt med den politiske kultur i mange muslimske lande?
Ja, noget er galt. Der er få muslimske lande, som kan kaldes virkeligt demokratiske, og en række lande hører til de groveste krænkere af menneskerettighederne på kloden i dag. Det er imidlertid ikke fordi de ikke har hørt om magtens tredeling, eller grundlæggende borgerlige friheder og rettigheder. Det har de – mange af de friheder og rettigheder er indskrevet i deres forfatninger, og de refererer hyppigt til dem. Disse stater og deres ledere hævder, at de er demokratiske, og påberåber sig alle de idealer, vi også bekender os til i Europa.
De vælger desværre også bare at krænke dem. De mænd (og det er i praksis altovervejende mænd) der har magten i muslimske lande som Egypten, har så megen magt, at de kan omgå lovene eller indrette dem efter deres egne interesser. De kan arrangere valg, hvor vælgerne vælger dem. Og de kan få gennemført love, der gør det nærved umuligt for andre politiske kræfter at komme til. Dette kender vi som sagt også fra Europa og andre verdensdele, men i dag er disse former for autoritær praksis forsvundet eller stærkt på retur; hvor man i f.eks. Sydamerika og Østeuropa har set autoritære stater bukke under for nye folkelige pres, har de autoritære styrer i Mellemøsten udvist langt større overlevelsesevne.
Det er et lidt andet spørgsmål at rejse. I stedet for at mene, at visse værdier ikke forefindes i den arabiske verden, fordi den ikke har gennemgået én eller anden ældre europæisk fase, må man altså slå fast, at disse idealer – og de tilhørende institutioner – forefindes, men knægtes af mænd, der har muligheden for det. Hvorfor er den autoritære stat så stærk i Mellemøsten? Hvorfor lykkes det ikke for dommerne at gennemtvinge lighed for loven? Hvorfor vælger folk de forkerte? Hvorfor fungere den arabiske verdens politiske institutioner anderledes end hos os? Og kan de reformeres?
Vi har forsøgt at besvare nogle af disse spørgsmål i en artikelsamling om de arabiske politiske institutioner og arabisk politisk, som de fungerer idag. Læs mere
Jakob Skovgaard-Petersen
