For Anwar Esmat as-Sadat er tiderne ikke gunstige, men det betyder kun, at der er meget at gøre. For politik ligger ham i blodet. Som nevø af Egyptens tidligere præsident Anwar as-Sadat (d. 1981) er der en byrde på hans skuldre. Men også politiske muligheder og et navn, der giver løfte om lederevner og lederskab. Den slags har det ellers med at blive elimineret i egyptisk politik. Og nu er han medstifter af et nyt parti…
Partier har det ikke let i Egypten. Der er to dusin af dem, men i praksis er der kun ét som hele tiden har haft magten, nemlig det National-Demokratiske Parti (NDP), ledet af Præsident Hosni Mubarak. Hvorfor er de andre partier så svage? Det er de dels fordi mange af dem er blevet oprettet fra oven og ikke har nogen base i befolkningen, heller ikke økonomisk. De kan udgive en avis, og udtale sig om forskellige emner, men det kræver tilladelse at holde større offentlige møder og andre rekrutterende og aktiverende tiltag – tilladelse som ikke altid bliver givet og sommetider for sent. Mange af partierne er desuden plaget af infighting, som f.eks. det berømte Wafd-parti læs mere
Men det er også, fordi der er vigtige strømninger i samfundet, som ikke har fået lov til at være repræsenteret af et parti. For at kunne stille op til valg skal man være et registreret og anerkendt parti, og det sker gennem en ansøgning til parti-kommissionen, som undersøger partiets ideologi og base og kan afvise det, f.eks. hvis kommissionen vurderer, at ideologien allerede er repræsenteret af et andet parti. Desuden må partier ifølge Forfatningens paragraf 5 heller ikke være baseret på køn, race, religion. Det er naturligvis religionen, der er det afgørende her, for Egypten ville have en række islamiske partier, og muligvis også kristne partier, hvis det var tilladt. Navnligt ville styret blive udfordret af det parti, som det Muslimske Broderskab ville lave, og som det i efteråret 2007 faktisk publicerede et program for. Læs mere
Den danske forbindelse
Anwar Esmat as-Sadat er en nobel 55-årig mand, som efter kontoret og kvarteret at dømme har en god økonomi. Det viser sig, at han har en længere historie med Danmark. I 1970erne arbejdede han i sin fars handelsfirma og havde megen kontakt til danske firmaer og shipping. Faktisk holdt han sin bryllupsrejse på d`Angleterre i København. Det var i 1981. Senere det år blev hans onkel, Anwar as-Sadat, skudt. Efter en tid med udvikling af hoteller og turisme i Egypten i 1980erne, begyndte han at arbejde med finansfirmaer i 1990erne, da den egyptiske børs blev etableret. Det var først i 2003 at han valgte at gå ind i politik.
Ved de seneste parlamentsvalg i 2005 blev Anwar indvalgt i parlamentet som uafhængig sammen med sin bror Talaat. I hver af Egyptens 222 valgkredse vælges der to medlemmer i parlamentet. De to stillede op i samme valgkreds og vandt hver sit sæde. Ikke overraskende var det i guvernoratet Minufiya, i den valgkreds der rummer Præsident Sadats lille landsby Meit Abu al Koum. Det er et område, som ikke bare har fostret Sadat-familien, men som også løbende nyder godt af familiens velgørenhed.
I parlamentet har de to brødre talt for forskellige reformer, bla. decentralisering. Men mest kendt i offentligheden har de været på grund af skandaler og sager rejst imod dem. Begge er blevet frataget deres politiske immunitet, og Talaat har siddet ni måneder i fængsel. Også Anwar Esmat fik frataget sin immunitet i 2006 – gennemført på én dag under henvisning til en ældre sag hvor han havde kautioneret for en forretningsforbindelse der gik fallit. Men han appellerede sagen til domstolen og har senere vundet. I mellemtiden har der dog været tillægsvalg i hans kreds, og en anden person optager nu hans sæde i parlamentet. Hans forklaring på angrebet er, at han påpegede at der var korruption og monopollignende tilstande i den egyptiske stålindustri.
Hvorfor tilladt?
Partikommissionen sidder i det øvre kammer i Parlamentet og repræsenterer dermed den etablerede magt, primært NDP. Og oppositionen er naturligvis fortørnet over, at det er NDP der skal afgøre, hvilke andre partier det skal konkurrere med. Igennem de sidste tredive år har Kommissionen være yderst tilbageholdende med at give tilladelser.
Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Kommissionen sidste sommer valgte at tillade den Liberale Demokratiske Front. Særligt da der nu findes et liberalistisk parti – ja, faktisk to – i forvejen. Det pessimistiske svar er, at NDP ikke anser det nye parti for en trussel. Det kyniske svar vil tilføje, at NDP netop vil svække den liberalistiske opposition ved at lade et nyt parti konkurrere med de gamle. Og kyniske svar er altid populære i Egypten. En mere optimistisk fortolkning vil være, at NDP selv er blevet økonomisk liberalistisk, at der er mange folk i det nye parti af en vis offentlig anseelse. Samt vel nok (for nu igen at forfalde til kynismen), at NDP efterhånden alene ser en konkurrent i det Muslimske Broderskab og derfor ikke har nogen grund til at stille sig i dårligt lys, hvad angår politiske rettigheder, ved at forbyde et parti, man alligevel ikke anser for en trussel. Som Sadat selv siger, er det en klog strategi at give troværdige partier en chance, fordi de vil sprede vælgerkorpset ud over flere partier.
Det er ikke, siger Sadat, fordi Fronten sympatisere med Broderskabet. Den er totalt uenig med det. Alligevel mener han, at der må findes plads til Broderskabet i det politiske liv. For ellers var Fronten ikke liberalistisk. Desuden er Broderskabet for stort til, at man kan ignorere det. Det må derfor bekæmpes politisk. Og det sker bedst ved, at den ideologiske og partipolitiske konkurrence forstærkes, så kampen ikke længere alene står mellem et vagt og afideologiseret NDP, og et Broderskab, der monopoliserer oppositionen. Det første der er brug for er inklusion af de politiske kræfter i en institutionaliseret og reguleret politisk konkurrence. Det andet er partier med troværdighed, der ikke har en historie, hvor de har været sammenspiste med NDP. Først når der er seriøse alternativer til NDP vil folk overvinde deres negativitet over for politik; bortset, altså, fra det Muslimske Broderskabs vælgere, som han mener delvist er mobiliseret af religiøse slogans, snarere end af politiske visioner. Frontens leder, den kendte politiske analytiker Osama al-Ghazzali Harb, siger, at der er brug for et alternativ, som kan samle de mange egyptere op, der føler sig klemt mellem NDP og Broderskabet.
Er Den Liberale Demorkratiske Front rede til at løfte denne opgave? Det er tvivlsomt. For den politiske kamp foregår op ad bakke for de oppositionelle partier. I løbet af efteråret har Fronten også udvist nogle af de typiske svaghedstegn i de små partier; svag gennemslagskraft i medierne, interne rivalisering og faktionalisme, og endda en udvandring af en del af medlemsskaren i det nordlige Egypten. Medlemstallet er nu på 3000, oplyser Sadat, heraf mange er unge. Ved forårets lokalvalg vil man forsøge enkelte opstillinger, mest for at få erfaring og give de unge medlemmer meningsfuldt partiarbejde. Sadat er behersket optimistisk; ”Det må man være”, siger han og smiler.
Jakob Skovgaard-Petersen
