Nu er de oppe at slås igen.  Egyptens to øverste islamiske autoriteter har vist ikke meget til overs for hinanden personligt. Men de slås også for at beholde et tåleligt forhold til landets mere og mere respektløse medier. Og våbnene?  Fatwaer. 

 

Enhver der læser den egyptiske presse ved, at den fra tid til anden går i selvsving over et fatwa. Et (eller en) fatwa er et svar på et spørgsmål om islams regler om en bestemt sag, f.eks. hvordan man skal fordele en arv, eller hvordan man skal rense sig efter menstruation, eller hvorvidt man må sidde på en bar, hvor der serveres alkohol. Alle de spørgsmål almindelige muslimer kan have, fordi de ikke kender deres religion godt nok, og gerne vil undgå at gøre noget forkert. Den autoritet der får stillet spørgsmålet og giver svaret, kaldes en mufti. Han har studeret og specialiseret sig i de teologiske og islamiske juridiske videnskaber og har det som sit arbejde at besvare spørgsmål – som regel dog sammen med andre arbejdsopgaver. Fatwaer bliver udstedt i tusindvis hver dag, mundtligt og skriftligt, privat og offentligt. Aviser har fatwaklummer, TV har fatwaprogrammer. Store religiøse lærde har fatwa-sider på internettet. I Cairo er der faktisk også en fatwa-telefonservice, som faktisk tager penge for fatwaerne –en praksis der i sig selv er i stærk modstrid med de klassiske islamiske juridiske regler.

 

Så for egyptere er fatwaer ikke noget fremmed og sært. De er dagligdags og trivielle – og somme tider dumme, eller oprørende. Så fra tid til anden udbreder der sig en dyb forargelse over et fatwa, og ”hvor vi efterhånden er henne i verden”. Særlige problemer kan de store statslige muftier have. Staten har nemlig sin egen ”republikkens mufti”, som giver fatwaer, både til almindelige borgere og til ministerierne og administrationen, hvis de skulle være i tvivl om en islamisk praksis. F.eks. i forbindelse med ny lovgivning, byplanlægning, varetagelse af begravelsespladser, adoption af børn eller meget andet. De statslige muftier bygger deres autoritet på en kombination af personlige faktorer – deres uddannelse, karriere, videnskabelige værker, fremtoning – og deres officielle position. Det er f.eks. Republikkens Mufti, der skal erklære hvornår fastemåneden ramandan begynder og slutter, ligesom han skal tale eller være til stede ved forskellige officielle lejligheder. De har også en massiv tilstedeværelse i medierne, især i statens egne aviser og TV. Men netop dette sidste gør dem ret politiske; de ses som dem, der skal legitimere statens politik med religiøse argumenter. Og noget sådant finder tydeligvis sted, hvis man skal dømme ud fra embedets historie. Ikke nødvendigvis ved at de får politiske diktater, men tydeligt i den måde man promoverer dem på (og somme tider har afskediget dem på). Det er folk der har udvist en vis grad af loyalitet og som synes at have en klar fornemmelse af, hvad landets ledende politiske figurer vil sætte pris på. Deres arbejde kan også være yderst nyttigt. I 2006 fordømte de i klare fatwaer omskæring af pigebørn.

 

Der er to af dem. Statens Mufti og Shaykhen for al-Azhar.  Begge har en administration til at hjælpe sig med udstedelsen af fatwaer, og begge repræsenterer staten. Men hvor muftien som navnet angiver først og fremmest er til for at udstede fatwaer, stiller sagen sig anderledes med Shaykhen for al-Azhar, som i statens hierarki er den højeste af de to. Som leder af den religiøse gren af det egyptiske undervisningssystem – fra grundskole til universitet – er shaykhen for al-Azhar en mand med en bredere og mere uafhængig magtbase end muftien.

 

Så hvad er der så sket denne gang?  Sommeren og efteråret har som sædvanligt budt på en høst af kontroversielle fatwaer. Det mest bizarre – som har gået verdenspressen rundt – var da en lærer på det religiøse al-Azhar universitet erklærede, at mænd og kvinder kunne omgå forbudet imod at være alene i samme rum, hvis hun gav ham bryst fem gange, for herved kom de til at stå i et familielignende forhold til hinanden der lovliggjorde ophold sammen. Dette var for så vidt blot en kreativ juridisk læsning af klassiske islamiske juridiske principper, men naturligvis helt uden for det acceptable i et Egypten, der igennem de senere årtier er blevet stadigt mere victoriansk. Læreren blev fyret.

 

Shaykh al-Azhar Muhammad Tantawi (f. 1928) står i store dele af pressen som skoleeksemplet på den sykofantiske lærde. Det har ikke altid været sådan. Men de seneste år har der været nogle fatwaer, som er vanskelige at se i andet lys. Som da han for to år siden direkte erklærede præsident Mubarak sin støtte under præsidentvalget og erklærede det for en pligt at stemme. Da der i september var rygter om, at den 79-årige Mubarak var meget syg, slog myndighederne hårdt ned på de aviser der havde refereret dette rygte, og flere chefredaktører står nu til fængselsstraffe. Ifølge et fatwa fra Tantawi skulle udbredelsen af falske rygter om præsidenten også takseres til firs piskeslag.

 

Mufti Ali Guma` (f. 1952) har derimod hidtil undgået at få prædikatet regimets lydige soldat. Et par fatwaer – særligt et der fordømte statuer i private hjem – har gjort ham upopulær i dele af den kulturelle elite, men selv her har man omvendt været glad for mere progressive fatwaer han har givet. Gumaa har omorganiseret sin administration, så den kan udstede langt flere fatwaer. Men endnu vigtigere betoner han til stadighed, at fatwaer altid har konkrete kontekster hos spørgeren, og at det er muftiens opgave at forstå den specifikke sammenhæng, der spørges i. Det lægger op til en vis pragmatiske og individualisme i de enkelte fatwa-situationer – men altså også nye vanskeligheder for et embede, der i sin natur er hele republikkens og derved også i høj grad skaber præcedens med sine autoritative fatwaer.

 

Noget af det ligger til grund for den seneste ballade. Da det i begyndelsen af november blev rapporteret, at 26 illegale egyptiske emigranter var druknet (og endnu flere savnet) ud for Italiens kyst, gjorde Gumaa sig stærkt upopulær ved i en TV debat at erklære, at emigranterne ikke var blevet martyrer, me formentligt var drevet af grådighed. Egentligt var det ikke et fatwa, men eftersom det kom fra ham, blev det opfattet sådan. Det var heller ikke specielt bizart. Tværtimod kan man sige, at idéen om, at de druknede skulle være martyrer er et udtryk for en voldsom inflation i anvendelsen af dette ord, selv om trafikdræbte, til en offentlighed der bombaredes med prædikener om pinslerne i graven og livet i himlen og helvede. Man kunne – som nogle kommentatorer – endda sige, at det ville være temmelig uansvarligt at stille fattige arbejdsløse mænd i udsigt, at menneskesmugling på plimsollere var en win-win situation, hvor man enten nåede paradiset Europa eller paradiset selv. Den politiske opposition især mente derimod, at Muftien hånede ofrene ved ikke at kalde dem martyrer, og at han hvidvaskede myndighederne, der var dem der skulle have sikret de unge mænd et arbejde og en anstændig tilværelse i Egypten. Det var tydeligt, at den offentlige sympati var med udvandrerne og deres familier, og deres sørgelige hjemkomst i begravelser blev dækket tæt af mange medier.

 

Og dermed er vi tilbage ved anklagen om at Muftien blot er til for at give staten religiøs rygdækning. Og tilbage ved rivaliseringen mellem de to embeder, og mellem de to personligheder Tantawi og Gumaa. Flere højtstående azharier har sagt, at der er tale om martyrium, hvis man dør under sin søgen efter et udkomme i livet. Ligesom de har sagt, at muftien beskytter folk i Egypten, hvis forretningsmetoder driver folk til at udvandre. På samme dag som Muftien indkaldte til pressekonference til forsvar for sit fatwa, måtte han senere begiv sig til møde i Akademiet for Islamiske Studier – hasteindkaldt af Tantawi – for at forsvare sig i tre timer. Til ingen nytte: Akademiet udstedte en erklæring om, at de druknede virkeligt er martyrer.

 

En frustreret Gumaa har omvendt i pressen kritiseret Tantawis beslutning om, at man ikke længere skal undervise i de fire klassiske sunni retsskoler på al-Azhars gymnasier, men i en mere samlet jura (efter en lærebog af Tantawi selv). Dette emne rumme store juridiske konsekvenser og perspektiver, men de er ikke just følelsesladede for den store offentlighed og bliver mere en intern afføre mellem de store lærde.

 

Staten og regeringen er måske den store vinder ved at opretholde de to embeder i et uafklaret forhold til hinanden. Dels kommer de indbyrdes stridigheder mellem de to til at aflede interessen i statens ansvar, så de virker som et skjold. De fremstår heller ikke ens, og derved får de mulighed for at vinde bredere sympati i forskellige sager. Dels kan styret gennem de statslige medier give særlig plads til den person, man finder mest loyal og driftsikker. Ved enhver større krise kommer spørgsmålet om deres kvalifikationer og udvælgelse op i enkelte mere tænksomme kommentarer. Men presset er ikke stort, og det er ikke tænkeligt, at præsidenten vil afgive sin ret til at udpege dem. Med den betydning fatwaer har fået i de aktuelle egyptiske medier ville det også være uklogt. Fatwaer er blevet til en form for omgående islamiske pressemeddelelser, og det er et spil, som regimet meget gerne skal kunne influere, nu det ikke helt kan kontrollere det.

 

 

Jakob Skovgaard-Petersen