Hvis den megen snak om sociale og politiske reformer i den Arabiske Verden skal blive mere konkret, så er der to institutioner, som det er særligt værd at kigge på: Skolen og parlamentet. Begge fungerer grundlæggende forskelligt i lande som Egypten og Danmark, konstaterede fem egyptiske parlamentarikere efter en studietur til Danmark i september
Uanset om det var en folkeskole, en teknisk skole eller et universitet, delegationen besøgte, var der et underligt fravær af ministerielle kontrollanter. Og det gjaldt både finanser og undervisningens indhold. Da vi så til sidst besøgte Evalueringsinstituttet og hørte, hvordan det i høj grad selv vælger, hvilke uddannelser og institutioner det vil evaluere, udbrød en af deltagerne opgivende: ”Jamen hvordan kan I evaluere uddannelser, som hver især er så forskellige? Hver skole er forskellig. Der er ingen kontrol.” Det er også en grundlæggende forskel; det danske system er i utrolig grad baseret på tillid oppefra og ned: tillid til institutionerne og deres ledelse, tillid til lærerne på institutionen, og i undervisningen en tillid til, at eleverne vil samarbejde og deltage. Bag tilliden ligger også et andet magtforhold, hvor den enkelte – elev, lærer eller undervisningsinstitution – har en udstrakt grad af selvforvaltning og selv ”melder tilbage” til det højere niveau med undervisningsplaner og rapporter, som så kan blive genstand for forhandling. I sidste ende hviler det på folkeskolens formålsparagrafs betoning af skolen som ramme for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Målet er ikke bare færdigheder, men også et dybere og mere personligt begreb om dannelse, og politisk og social set en myndiggørelse, som lederen af Dansk Skolemuseum, Kjeld Grinder Hansen, fortalte os.
I Egypten står færdighederne i centrum. Samfundet har brug for læger og ingeniører. Og folk håber, at deres børn kan nå de eftertragtede studiepladser ved at bestå en række krævende eksaminer. Undervejs skal de i fag som religion og arabisk lære, hvad der er rigtigt og forkert for den ægte og ordentlige egypter. Man skal være flittig, loyal, patriotisk, from, ordholdende, socialt bevidst og ansvarlig. Skolen skal opdrage til disse egenskaber. Men først og fremmest er man optaget af, at alle skal lære at læse, regne mv, og alle skal have chancen for at excellere til eksaminer og komme igennem til en højere uddannelse. Undervisning i grundskolen har været gratis siden 1951, og i den højere uddannelse siden 1961. Det er store landvindinger, som man forsøger at forsvare. Ingen let sag i et relativt fattigt land, der vokser med halvanden million indbyggere hvert år. Offentlige skoler må arbejde med skiftehold af elever i løbet af dagen, nye skoler skal åbnes dagligt, og universiteterne har i dag forelæsninger med op til femten hundrede tilhørere.
For egyptiske politikere betyder det naturligvis, at man skal slås for bare at få det til at hænge sammen og klare den store befolkningstilvækst. Det danske system virker forkælet. Men det er ikke bare det. Det virker også slapt. For de er vant til at se skolen som en sorteringsmekanisme, der skal sikre den elite, samfundet har brug for. Samt et standardiseret produkt af en borger med de rette attituder. Kodeordet er derfor kontrol. Og en udpræget centralisme. Børnene skal lære det samme overalt. Fordi man fra central hold bedst véd, hvad de har brug for at lære, og fordi man derved kan lave de mest nøjagtige tests og sikre et element af retfærdighed i udvælgelsen til de prestigefyldte studier. Lærebøgerne er forfattet centralt under ministeriets opsyn og fordeles så over hele landet. Under Muhammad-krisen var det et almindeligt formuleret krav, at Danmark skulle rette sine skolebøger om islam, så børnene lærte den rigtige Muhammad at kende; bag det krav lå en forventning om en ministeriel skolebog, som implanterer klare opfattelser og normer i den enkelte. At den enkelte lærer i Danmark har metode- og materialefrihed var man ikke bare ikke klar over, man ville også have haft vanskeligt ved at fatte det.
Desværre er det egyptiske system ikke helt så retfærdigt, som egypterne gerne vil have det. For systemet er under voldsomt pres. Der er daglig debat i aviserne om favorisering og snyd. Folk er nødt til at betale for dyr ekstraundervisning af deres børn, for at de skal have en chance ved eksaminerne. Ofte er det de selv samme skolelærere, der supplerer deres sparsomme offentlige løn med privatundervisning. Og igennem de sidste mange år er en stor privat sektor vokset frem – fra børnehaver til universiteter – med langt bedre fysiske rammer og langt bedre muligheder for dem, der har råd. Men selv her er det primært færdighederne, der er i fokus.
Faktisk får Egypten den elite, man søger. Der er fremragende ingeniører og læger i landet. Men de store professorer er for patriarkalske og får for lidt ud af deres medarbejdere, forklarede professor ved Odense Universitet, Moustapha Qassem. Mange forsvinder i øvrigt til USA eller andre steder. Og som Qassem forklarede, er de store læger dygtige til at operere, men aner ikke noget om, hvordan det siden går med deres patienter, og der er ingen tæt forbindelse mellem forskningen og samfundet. De egyptiske politikere lytter særligt godt efter, når det er en dansk professor med egyptisk baggrund, der på arabisk forklarer forskellene. Samtidigt ser de, at Danmark er et land, hvor også muslimer kan komme til tops. Efter mediedækningen af Danmark sidste år kunne de ellers have deres tvivl, og når de på skolerne så arabisktalende piger, var de straks henne og spørge, hvordan det ”virkeligt” var her i landet. De svarede vist heldigvis meget godt.
Det store Christiansborg
Er de fysiske rammer på danske kommuneskoler bedre end Egypten, så gælder det i endnu højere grad Christiansborg. Det egyptiske parlament er fra 1920erne for smukt og forgyldt i en slags fransk stil. Men det er ikke særligt stort. Det kunne nok stå inde i Christiansborg en tre-fire gange. Dette til trods for, at det egyptiske parlament tæller hele 454 medlemmer. Udover salen er der nemlig kun nogle få mødesale, en restaurant, et museum og enkelte kontorer. At Christiansborg rummer kontorer til alle parlamentarikerne, foruden sekretærer og sågar medier, vakte stor interesse. Endnu mere forundrede var de egyptiske parlamentarikere over aktiviteten; selv om folketinget ikke er i samling var der hektisk aktivitet med skattepakke, udvalgsmøder, delegationer og andet. I Cairo er der relativt dødt i månederne før samlingen til oktober.
Sammen med en egyptisk NGO er det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i gang med et projekt om styrkelse af det egyptiske parlament. Det indbefatter træning af parlamentets ansatte, rundbordsdiskussioner med parlamentarikerne selv, produktion af materiale om parlamentets arbejde til nye parlamentarikere, til medierne og til undervisningsbrug. Og altså disse studierejser til Danmark, af hvilke denne var den anden.
Bag det ligger den opfattelse, at det er en grundlæggende svaghed i arabiske demokratier, at den lovgivende myndighed er domineret af den udøvende. Lovforslagene udgår alene fra regeringen og ministerierne, og de parlamentariske udvalg har for lidt tid og ressourcer til for alvor at sætte deres aftryk på dem. Og parlamenterne evner ikke at udøve kontrol med regeringerne. Mange af redskaberne hertil er nævnt i forfatningerne, men de er gennem årene sat ud af kraft af de stærke præsidenter og regeringer.
Det betyder ikke, at parlamentarikerne ikke er aktive med politisk arbejde; det er de i høj grad. Det betyder heller ikke, at de ikke har kontorer – det har typisk adskillige. Men det betyder, at de bruger deres politiske tid og kræfter på en anden måde. Deres kontorer ligger ikke i parlamentet, men i deres valgkreds. Og de er i den grad kredsens repræsentanter, der turer rundt i ministerierne for at sikre dette eller hint til trængende grupper i kredsen. ”Betjeningsdelegerede” kalder man det i Egypten.
