Hvem skal styre folkestyret?  

 

Egyptens Muslimske Broderskab står over for et valg

 

Af  Jakob Skovgaard-Petersen

 

 

Det Muslimske Broderskab i Egypten - alle islamistiske bevægelsers moder - har de seneste år fået sympati i bredere kredse for sin pragmatisme og sin ikke-voldelige respons på statens hårdhændede undertrykkelse. Men nu har det selv leveret nogle gode grunde til at holde sympatien tilbage.

 

 

Da det Muslimske Broderskab i Egypten i begyndelsen af 2007 meddelte, at det ville grundlægge et parti, var det med hensigt at vise, at det er Broderskabet, og ikke styret, der spiller efter de demokratiske regler. Broderskabet var nemlig sikker på, at det ikke ville få lov til at lave et parti. Det siddende regeringsparti, NDP, er arvtager af Nassers ét-parti system fra 1960erne og har haft monopol på magten siden 1976. Det dominerer også den partikommission, der skal godkende andre partier og for det meste siger nej.

 

Oven i købet har Broderskabet siden 1954 formelt været forbudt. Det betyder, at fremtrædende medlemmer bliver løbende chikaneret, arresteret og idømt fængselsstraffe. Alligevel er dets aktiviteter tålt. Faktisk sidder der også ”brødre” i parlamentet; de er bare opstillet individuelt som uafhængige. Uden status som parti har Broderskabet nemmere kunne holde offentligheden i blinde om sin organisation og beslutningsstruktur.  Broderskabet er en topstyret organisation centreret om godgørende arbejde, rekruttering og indre mission blandt muslimer. Som sådan opfatter det sig selv som Guds redskab på jord.

 

 

To programmer

 

Så proklamationen af partiet var et stunt, som ingen regnede med ville komme op at stå. Det var for så vidt ikke ubetydeligt som signal, for Broderskabets grundlægger, Hassan al-Banna (død 1949) var meget negativ i sin holdning til partier, som han mente repræsenterede egeninteresser og splittede ummaen (den muslimske nation). Som sådan var proklamationen endnu et skridt på den demokratiske vej, som Broderskabet begyndte på i 1970erne, men som det for alvor har gjort til sin siden begyndelsen af 1990erne. Ved de seneste valg i 2005, hvor Broderskabets kandidater vandt 20% af stemmerne, havde det serveret et valgprogram med lutter demokratiske retter: det ville afskaffe undtagelsestilstanden, sikre domstolenes uafhængighed, mindske præsidentens magt over regeringen. Ingen var derfor særligt overraskede over planen om at stifte partiet ”De Muslimske Brødre”.

 

Et parti skal imidlertid også have et program. Og det tog forbavsende lang tid at lave. I august blev programmet lækket til den uafhængige avis al-Masri al-Yaum. Igen var der ikke de store overraskelser; det var på linie med de reformistiske dokumenter, som Broderskabet havde publiceret siden 1990erne. Dets gamle dogme om, at suveræniteten alene tilhører Gud, var her suppleret med den afgørende idé, at Gud har givet mennesket retledning til, hvordan det skal leve, men også frihed til at forvalte sit samfund og indstifte sine egne institutioner. Suveræniteten i politik og lovgivning ligger derfor hos mennesket. Ikke-islamistiske kommentatorer roste programmet, fordi det havde en mere demokratisk vision end de forhold, der nu er gældende. Men samtidigt kritiserede de især det økonomiske program for ikke at være andet end nogle få tilfældige idéer, som i øvrigt ikke adskilte sig særligt markant fra det siddende NDP.

           

Det islamiske element kom ind som en fastholdelse af den allerede gældende forfatnings paragraf 2, som fastslår, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med ”intentionerne i den islamiske sharia”. Det at der står ”intentionerne” har hidtil muliggjort et meget vid fortolkning, hvor man for eksempel betoner princippet om social retfærdighed, snarere end meget specifikke regler fra det klassiske islamiske juridiske korpus. Staten har ikke haft de store problemer med den paragraf, men man kunne forvente, at Broderskabet ville tillægge den mere præcis og afgørende betydning.

           

Broderskabets øverste leder, Mahdi Akef, erklærede imidlertid, at det lækkede program var et tidligt udkast. Og nogle uger efter kom så det endelige program.

 

 

Konfrontation

 

Det tog nogle uger, før kritikken af det nye program tog til. For også i det nye er der en række demokratiske udmeldinger: om magtens tredeling, om en civil stat der bygger på borgerskab, som skal være det samme for alle. Om magtrotation og retten til at stille regeringen til ansvar. Broderskabet er – som mange andre islamister – en stor tilhænger af parlamentarisme, konstitutionalisme og af retsstaten. Det vil have en præsidentiel republik, ikke et kalifat. Det er ikke dér, problemerne ligger.

 

Efterhånden var der imidlertid kommentatorer, der opdagede vigtige diskrepanser mellem det første og det andet program. Det første program sagde om udenrigspolitikken, at Broderskabet følte sig forpligtet af Egyptens indgåede internationale aftaler, omend disse naturligvis kunne ophæves, såfremt parterne ikke længere anså dem for rimelige. Dette er utvivlsomt en henvisning til Camp David aftalerne med Israel, som Broderskabet altid har været voldsomt imod. I det nye program kommer dette anderledet brutalt til udtryk: Nu hedder det, at man skal gøre sig enhver anstrengelse for at nu en gennemgribende og retfærdig løsning for den palæstinensiske sag, som sikrer samtlige palæstinensere, indenfor eller udenfor den besatte jord, deres ret til at oprette deres stat med hovedstad i Jerusalem på hele Palæstinas historiske land.” (s. 27).

 

Ingen havde forestillet sig at Broderskabet ville se på Israel med varme øjne. Men dette er en afvisning af Israels ret til at eksistere og en genoptagelse af konflikten med landet. Anden version af programmet har forladt første versions betoning af brede internationale kontakter. Nu skal USA imødegås overalt i regionen; i Golfen, i Irak og i Libanon. Dette er stærkt konfrontativt, og det er et skridt tilbage til den tid, hvor kampen mod Israel også legitimerede en sikkerheds-stat, der udspionerede sin befolkning og holdt den i uvidenhed. Sikkerhedsstaten og autoritarianismen hænger tæt sammen.

 

 

Lovgivere eller lovfortolkere?

 

Internt er denne stat nu også langt mere islamiseret, end den var i det første udkast. Om præsidenten og statsministeren hedder det, at de skal være muslimer, fordi de har opgaver, som alene en muslim kan varetage, herunder erklæringen af krig, som kun kan finde sted efter klassiske islamiske regler.

           

Endnu mere påfaldende er, at det endelige program nu også opererer med en slags ”vogternes råd”, som kritiske kommentatorer har døbt det med henvisning til Iran. Når parlamentet vil udstede en lov – eller præsidenten vil udstede et dekret – skal det til høring i et råd af valgte ulama (islamiske lærde), valgt, vel at mærke, af andre ulama. Det råd skal så tage stilling til, om loven støder imod islamisk lov. Parlamentet modtager rådets anbefalinger og kan herefter stemme – med mindre sagen er indiskutabel fra et islamisk juridisk synspunkt, noget som det synes at være Rådet, der bestemmer. Rådet har altså en vis form for veto-ret, og under alle omstændigheder en betydelig indflydelse, som sammenholdt med forfatningens paragraf 2 og den islamistiske tilstedeværelse i parlamentet formentligt vil kunne sikre dets anbefalinger status af diktater. Dette vil i så fald klart stride imod påstanden om folkesuverænitet, ligesom rådet og topembederne ved deres udelukkelse af kristne i praksis negerer princippet om en civil stat, hvor borgerne har samme politiske rettigheder.

 

Idéen om dette råd er stærkt overraskende. Den findes ikke i programmet hos broderskaberne i andre arabiske lande, og Broderskabet har aldrig fremført den før. Broderskabets grundlægger, Hassan al-Banna, var stærkt kritisk over for ulama og så netop Broderskabet som en lægmandsbevægelse. Det sted hvor man ser noget sammenligneligt er netop kun i Iran – hvis udenrigspolitiske linie forfatterne af det nye program tydeligvis sympatiserer med. Men Iran er shiitisk. Broderskabet – og Banna selv – har ganske vist aldrig været specielt anti-shiitiske, men det var derimod mange sunni ulama, især af den konservative, Saudi-orienterede slags. Så det er noget ironisk, hvis Broderskabet vil tage Iran som forbillede på dette punkt. Under alle omstændigheder er det ny program et markant eksempel på ulamas nyfundne autoritet i samfund og politik i den islamiske verden.

 

 

En generationskløft?

 

Egyptens politiske kommentatorer har typisk brugt ord som ”tilbageskridt” om programmet, fordi det minder om 1960ernes politiske tænkning – ikke mindst ved sin forståelse af staten som opdrager af befolkningen. Ironisk nok giver de udenrigspolitiske og dele af de økonomiske afsnit stærke mindelser om præsident Nasser – den autokrat der drev Broderskabet under jorden og henrettede dets ledelse.

 

Selv uafhængige islamistiske ideologer og intellektuelle som Salim al-Awwa og Fahmy Huwaidi har været skuffede over programmet. De forestiller sig typisk en republik med en stærk præsident, der ved en ed forpligter sig til at respektere forfatningen – og dermed intentionerne i den islamiske sharia. Der er i deres øjne ikke behov for et vogternes råd.

 

Mere interessant er det naturligvis, hvad Broderskabets egne medlemmer siger til to så divergerende versioner af parti-programmet. Politiske analytikere siger, at Broderskabet er opdelt i en demokratiserende fløj, der længe har haft momentum, og så en ”missionsfløj”, der udleder ting af de klassiske islamiske tekster og har formuleret et program på det grundlag. De peger samtidigt på, at nogle af Broderskabets mere kendte reformistiske stemmer har været fængslet i de senere måneder. Men er der tale om et kup fra en reaktionær gruppe omkring den øverste leder, Mahdi Akef?

 

Det ville nok være en optimistisk fortolkning. Akef og folkene i Broderskabets Øverste Råd har aldrig virket som de store reformatorer. Deres formative erfaring var Nassers fængsler, og de har arbejdet i og på en undergrundsorganisation. Det gør dem til dinosaurer idag. Akef, som i øvrigt ikke virker synderligt begavet, giver jævnligt interviews hvor han skaber furore med uoverlagte udtalelser, og det gjaldt også flere af hans forgængere. Men sagen er, at Broderskabet selv er topstyret og udemokratisk, og dets medlemmer er ikke tiltrukket af et valgprogram med demokratiske principper, som hverken de eller samfundet har videre praktisk erfaring med. Broderskabets slogan ”Islam er løsningen” er formentligt alt, hvad mange af medlemmerne har ment de havde brug for at vide for at slutte sig til. De er tandhjul i en stor missions- og velgørenhedsorganisation, og de afventer beskeder om, hvad der skal gøre.

 

Det er snarere reformatorerne, der længe har kuppet agendaen, noget de har fået lov til, fordi det var en succes. Broderskabet har fået nyt liv og politisk tyngde igennem de senere år. Det er sket ved at orientere sig imod et demokratisk system, fordi dette system bedst vil sikre, at det får repræsentation og indflydelse. Det har medført vigtige ideologiske nyorienteringer, hvor islam er blevet fortolket som et politisk system, der bedst er udmøntet i demokratiet. Reformatorerne er imidlertid i mindretal, i alt fald i Broderskabets ledelse, men de har fået lov at spille førsteviolin i de egyptiske medier og i Broderskabets egne nye elektroniske medier.

 

Iagttagere deler Broderskabet op i generationer. Det er den ældre og konservative, Akefs generation, der står bag det endelige partiprogram og sætter de andre på plads. Det liberale program var et produkt af midtergenerationen (som nu typisk er henved de 60), der måske nok har været i fængsel, men typisk ikke så længe og ikke så grumt, og synes mere formet af deres tid i de islamiske studenterbevægelser i 70erne og særligt i fagorganisationerne i 80erne og begyndelsen af 90erne, hvor de lærte at arbejde sammen med andre politiske kræfter og sætte sig mere pragmatiske politiske mål.

 

Endelig er der så en yngre generation, ”det tredie årtusinde”, som synes mindre organisatorisk indstillede, men optaget af rettigheder og friheder. De er store brugere af Internettet, og nogle af dem er blevet bloggere. Her interesserer de sig for emner som knægtelsen af muslimers borgerrettigheder i Vesten, eller islamisters rettigheder i den Arabiske Verden. Men herved må de samtidigt bekræfte, at der er og skal være sådanne rettigheder, og at de skal gælde ligeligt for alle. Også, f.eks., kvinder og kristne. Så denne generation synes at være noget mere liberal end de to foregående, i hvert fald i sin mest synlige fløj. En række af disse bloggere har udtrykt deres skuffelse og det nye partiprogram, ligesom også nogle af Broderskabets lidt ældre aktivister har det. I 1990erne var der en gruppe unge aktivister, der i skuffelse over Broderskabets topstyring brød ud og lavede deres eget parti (som partikommissionen som sædvanligt ikke tillod). Forskellen mellem de to partiprogrammer er rigeligt principiel til, at det burde ske igen. Så kunne de der mener, at folket har suveræniteten, danne deres eget demokratiske parti. Mens de der mener, at det ultimativt er ulama der skal fastlægge loven, kunne oprette deres teokratiske parti.

 

 

 

Denne artikel blev publiceret i Weekendavisen 9/11 2007