Af Christian Hall
I slutningen af 1800-tallet tegnede den danske orientalist Johannes Østrup (1867-1938) et noget dystert billede af islams fremtidige rolle i Orienten. Årsagerne hertil var, ifølge Østrup, tilsyneladende ganske klare: ”Den officielle, orthodoxe religion er nemlig i en forfærdelig grad i tilbagegang; for befolkningens store masse er den en vanesag, og de oplyste elementer i befolkningen stille sig for største parten på et afgjort fritænkerisk stade, som de dog kun undtagelsesvis åbenbart vedkende sig. Som kulturbærende kraft, som noget, hvorpå et menneske kan leve sit liv fuldt ud, existerer Islam ikke mere” (Østrup, 1894: 137). Denne bemærkning om islams rolle i Orienten ved overgangen til det 20. århundrede faldt i værket Skiftende Horizonter fra 1894, der fremstår som en rejseberetning på grundlag af Østrups første rejse til Orienten i perioden 1891-1893. Den 17. september 1891 havde han opnået doktorgraden på baggrund af en afhandling om 1001 Nats Eventyr, og straks herefter drog han af sted på sin rejse til Orienten, der førte ham til Ægypten, Syrien og Tyrkiet. Østrups formål med denne rejse var at studere og beskrive den moderne Orient, men dette formål blev klart centreret omkring indbyggerne i denne del af verden: ”Hvad jeg søgte, var først og fremmest Menneskene selv; at leve sammen med dem for at lære deres kulturhistoriske Standpunkt at kende og tale med dem for at lære deres Tanker at kende var min væsentligste Opgave” (Østrup, 1894: forordet).
Da Østrup vendte hjem til København i sommeren 1893, ankom han iført arabisk klædedragt og til hest på ”[…] en Hingst af en af de nordarabiske Fuldblodsracer” (Østrup, 1938: 15). Østrups rejse tilbage fra Orienten havde således foregået på hesteryg fra Damaskus til København via Istanbul, og dette gav ham følgelig megen omtale i datidens presse. Endvidere illustrerer dette imidlertid også, at Østrup var en ukonventionel personlighed, som af samme årsag også brød med centrale traditioner i sit virke som orientalist. Blandt de væsentligste eksempler herpå var hans undervisning i arabisk talesprog på Københavns Universitet, herunder ægyptisk og syrisk dialekt, som han havde opnået kendskab til på sin første rejse til Orienten. Dog var det en omfattende beskæftigelse med den samfundsmæssige udvikling i den moderne Orient, der kom til at repræsentere Østrups væsentligste brud med de traditionelle forskningsområder i dansk orientalistik; da rektoratet på Københavns Universitet i 1898 skulle finde en afløser for den afgående professor i semitisk-orientalsk filologi, A. F. M. van Mehren (1822-1907), faldt valget derfor på orientalisten Frants Buhl (1850-1932), der havde en mere traditionel forskningsprofil.
Ud over at undervise i arabisk talesprog på Københavns Universitet ernærede Østrup sig også som udenrigspolitisk kommentator i danske magasiner: ”At skrive om disse Æmner kom for mig til at levere et naturligt Supplement til den saare knappe Docentgage” (Østrup, 1938: 56), angiver Østrup i sine erindringer. Denne skribentvirksomhed medførte endvidere en omfattende rejsevirksomhed i Orienten, og hermed brød Østrup også ganske klart med tidligere og samtidige danske orientalister, der kun sjældent havde sat fod i eller interesseret sig for den nutidige Orient. I kraft af Østrups næsten 50 år lange beskæftigelse med samfundsmæssige og politiske forhold i den moderne Orient, står mange af hans værker således tilbage som værdifulde kilder til belysning af det ofte anstrengte forhold mellem europæiske stormagter og Orienten i første halvdel af 1900-tallet. Tilsynekomsten af 1. verdenskrig og Osmannerrigets uundgåelige kollaps medførte endvidere, at islams nutidige rolle blev en stadig større del af Østrups analyser og forfatterskab, og dette kan i sig selv vidne om, at hans tidligere estimat over islams fremtidige rolle måske nok var noget forhastet.
Samlet set forekommer Østrups samlede forfatterskab ganske alsidigt, og foruden værkerne om Orientens nyere historie og islams moderne stilling udgav han tillige værker om arabisk digtekunst, orientalske høflighedsformer og numismatik. For alle Østrups værker om Orienten gælder dog, at han heri synes at sætte lighedstegn mellem islam og alt ”orientalsk”: ”[…] orientalsk er i vor Bevidsthed det Landskab, der er kendetegnet ved Bygninger, henhørende til Islams Religion, med Moskékupler og slanke Minareter hævende sig mod den halvmaanebelyste Nathimmel, og orientalsk er den Kreds af forestillinger om Mennesker og Kulturforhold, som vi har hentet fra »Tusind og én Nat« og fra Digternes derpaa grundede Forestillinger. Saa vidt som Islam har bredt sig, naar Orienten” (Østrup, 1928: 7).
På samme baggrund afspejler Østrups forfatterskab og hans udenrigspolitiske analyser ligeledes de orientalistiske tendenser, som konciperedes i Europa i perioden. I denne forbindelse opfattedes Orienten og ”orientaleren” ganske klart som Europas og europæerens absolutte modsætninger, og dette kom navnlig til udtryk i samtidens stereotypiske signalementer af Orienten. I forlængelse af denne tænkemåde beretter Østrup fx i Skiftende Horizonter om kvinderne fra de højere samfundslag i Damaskus: ”Enten de ligge hjemme på deres divan og drive med den uadskillelige vandpibes slangerør i munden, eller de gå i bazaren" (Østrup, 1894: 36). Udsagn som dette kunne ikke således undgå at bekræfte den europæiske orientalismes stereotypiseringer, og på trods af Østrups ukonventionelle forskningsprofil og progressivitet, bar han derfor også ganske forsimplende referencer til ”orientaleren”, og herunder fx ”tyrkeren”, ”ægypteren” og ”perseren” til skue.
Orienten og Den Første Verdenskrig
I det første årti af det 20. århundrede bragte Østrups gerning som orientalist og udenrigspolitisk kommentator ham til Irak og Tyrkiet, hvorefter han skrev flere artikler til en række danske magasiner, som fx ”Gads Danske Magasin” og ”Vort Land”, om den seneste udvikling i disse lande. I disse artikler beskrev Østrup ofte perspektiverne for de enkelte landes landbrugsmæssige og økonomiske situationer med henblik på danske virksomheders mulige interesser deri, men disse beskrivelser blev altid suppleret af nøgterne vurderinger af den politiske udvikling i de respektive lande. Generelt gør det sig således gældende for Østrups talrige og forskelligartede skildringer af Orientens nyere historie, at de aldrig blev romantiserende, og at de alle var orienterede mod fremtiden. Som resultat heraf fremstod adskillige af Østrups værker, til trods for de førnævnte, orientalistiske tendenser, ofte eksplicit kritiske over for reaktionære kræfter i Orienten, men også over for romantiske perceptioner af Orienten i Europa. Østrups rejseberetning Skiftende Horizonter kommenterer således begge disse tendenser klart og ganske illusionsløst: ”Imidlertid leve vi ikke mere i 1001 nats tidsalder” (Østrup, 1894: 287).
Denne kritiske og virkelighedsnære tendens forekom særligt i Østrups skildringer af samtidens politiske udvikling i Orienten, og herved kom udbruddet af 1. verdenskrig og Osmannerrigets kollaps til at udgøre centrale emner. Det var en grundlæggende betragtning hos Østrup, at kendskabet til islam udgjorde en nødvendig forudsætning for en europæisk forståelse af forhold i samtidens Orient, og af samme årsag var flere af hans værker ofte tiltænkt en plads i den danske folkeoplysning. Ud over denne vægtlægning af islams rolle i Orientens nyere historie og politiske udvikling betonede Østrup især det europæiske engagement i denne del af verden. På denne måde fremhævede Østrup bl.a. Tysklands orientpolitik som en af de væsentlige årsager til Osmannerrigets indtrædelse i 1. verdenskrig: ”Den Politik, som Tyskerne fra første Færd havde forfulgt i Konstantinopel, havde et dobbelt Formaal. For det første ønskede man ved at faa Tyrkiet til Forbundsfælle at skabe Vanskeligheder for Rusland, men tillige haabede man at kunne benytte den tyrkiske Sultans Stilling som den muhammedanske Menigheds Overhoved til at fremkalde en Rejsning i hele Islam, og denne Bevægelse skulde særlig tage Sigte paa Ægypten og Indien Englands to mest saarbare Punkter” (Østrup, 1915: 11).
På samme måde blev det et afgørende og ofte gentaget argument i Østrups skildringer af 1. verdenskrig og dennes association med islam, at den ”hellige krig”, som Osmannerriget erklærede mod Storbritannien, Rusland og Frankrig i november 1914, havde tysk ophav: ”Særligt betonedes her Kejser Wilhelms Tale ved hans Besøg ved Sultan Saladins Grav i Damaskus den 8. November 1898, i hvilken han havde proklameret sig selv som Islams Beskytter, og at dømme efter hvad der er fremkommen af uofficielle Meddelelse i tyrkiske Blade, synes man at være gaaet ret vidt i Skildringen af den tyske Kejsers inderlige Forhold til den muhammedanske Religion, saa at mangen Tyrk maatte faa det Indtryk, at hele det regerede Tyskland var gaaet over til Islam” (Østrup, 1915: 15).
Flere af Østrups værker om 1. verdenskrig lagde således ganske stor vægt på fremstillingen af europæiske stormagters operationaliseringer af islam til fordel for disses respektive ønsker for udfaldet af krigen. Dermed havde altså ikke blot Tyskland, men også Storbritannien en åbenbar interesse i at opnå et mere permanent fodfæste i Orienten i forbindelse med 1. verdenskrig. Østrup påpegede således, at ”[…] den arabiske Halvø var »the missing link« i den engelske Kolonibesiddelse i den nærmere Orient, og jo mere dette Koloniriges muhammedanske Karakter blev understreget ved Erhvervelsen af Ægypten og Indien, desto vigtigere blev Arabien som Hjemstedet for Islams Midtpunkter, Mekka og Medina” (Østrup, 1916: 39-40).
Allerede fra de første år af 1. verdenskrig var Østrup ydermere ganske optaget af, hvad følgerne af Osmannerrigets krigsdeltagelse ville blive for Orienten i både samtid og fremtid. I forbindelse hermed udtrykte han ofte forundring over de osmanniske lederes tiltro til den samlede opbakning bag ”hellig krig” blandt de islamiske befolkninger i Orienten: ”Det er ejendommeligt, at man i Konstantinopel var saa lidt paa det Rene med, hvad der rørte sig inden for selve den islamiske Verden, at man turde udsætte sig for det Prestigetab, der maatte blive Følgen af en opfordring til hellig Krig, naar den ikke blev efterfulgt af nogen” (Østrup, 1915: 16). På samme måde var Østrup også ganske nøgtern i sin vurdering af den geopolitiske situation efter en senere fredsslutning, når han gjorde det klart, at herefter ville ”[…] ingen europæisk Magt være særlig ivrig for at gøre Europæernes Stilling i Orienten ringere end den hidtil har været” (Østrup, 1915: 22).
Moderne islam og de nye stater i Orienten
Samlet set udgjorde 1. verdenskrig således en bevæggrund for Østrups samtidshistoriske skildring af Orienten og islam, der ikke kan overvurderes. Efter krigen var Orienten ændret for altid, og Østrup lagde herefter vægt på at beskrive islams rolle i forhold til denne nye, politiske kontekst. I årene efter 1. verdenskrig indtog Østrup dog en afventende position i forhold til den politiske udvikling i Orienten, i hvert fald på den udgivelsesmæssige front. Da han i begyndelsen af 1920’erne genoptager udgivelsen af islamrelevante værker, fremstår disse nu med tungtvejende fokus på bestræbelserne for national selvstændighed blandt enkelte befolkningsgrupper i Orienten. Islam regnes dog fortsat som en væsentlig faktor i disse bestræbelser, men Østrups skildringer af den moderne Orient synes at insistere på, at islam var i færd med at blive underlagt nationale hensyn.
Som modreaktion på denne ”nationalisering” af islam fremhævede Østrup ofte de islamiske reformbevægelser, der var opstået i tiden omkring år 1900. Derved skildrede han flere af disse bevægelsers bestræbelser på at samle alle islamiske befolkningsgrupper i én politisk og overnational sammenslutning, og ved samme lejlighed betonedes også særligt den politiske reception heraf i Europa: ”Trøstende og forjættende dukkede Fortidsminder frem; hvorledes var det, havde ikke Islam i uimodstaaelig Sejrsgang underlagt sig en stor Del af den civiliserede Verden, fordi den fremtraadte som en fast og samlet Enhed? Og kunde der ikke, selv i vore Dage, ventes samme Resultat, naar blot der tilvejebragtes samme Forudsætninger? Af disse, ofte uklare og ufærdige Spekulationer sammenvævedes det luftige Spøgelse, som en foregribende europæisk Fantasi gav Navnet Panislamisme” (Østrup, 1923: 24-25).
Med udsagn som dette står det atter klart, hvordan Østrups kritiske perspektiv rettede sig mod både de forskellige aktører på den politiske scene i den moderne Orient og de europæiske opfattelser af Orienten. Derved ønskede Østrup at modgå en gængs, europæisk forestilling om de islamiske reformbevægelsers tilbageståenhed ved bl.a. at henvise disses anvendelse af moderne kommunikationsmedier, hvoraf en række arabisksprogede aviser stod særlig stærkt i udbredelsen af reformistiske budskaber i Orienten. I andre sammenhænge var det dog netop de islamiske reformbevægelsers overtagelse af, hvad Østrup regnede for europæisk modernitet, der stod for skud: ”[…] man prøvede at gaa i Lære hos den frygtede Fjende i det Haab at kunne slaa ham med hans egne Vaaben. Dette Haab blev en skuffelse, dels fordi Orienten i meget var principielt uimodtagelig for den europæiske Lære, dels ogsaa fordi Læretiden aldrig blev fuldstændigt tilendebragt” (Østrup, 1923: 26).
Med sine talrige skildringer af de samfundsmæssige forhold i Orienten efter 1. verdenskrig fremhævede Østrup desuden samtidens feministiske bevægelser, der således blev et tilbagevendende tema i hans værker. Hvor han i forbindelse med sin første rejse til Orienten havde gjort brug af en temmelig nedladende sprogbrug om kvinderne i Orienten ved enkelte lejligheder, skildres disse kvindebevægelser, som han stiftede bekendtskab med på hans rejser siden hen, med noget større sympati fra Østrups side: ”Denne Bevægelse, der særligt hører hjemme i Tyrkiet, er næppe mere end en Menneskealder gammel; dens Formaal er at selvstændiggøre den orientalske Kvinde, vel at mærke indenfor den af Religionen og Samfundsmoralen en Gang givne Ramme” (Østrup, 1923: 68). På samme baggrund skildres kvindens samfundsmæssige rolle derfor også noget mere nuanceret: ”Medens baade Religion og borgerlig Lovgivning endnu bestandigt i høj Grad favoriserer Manden, viser det sig, at i Praksis er Kvinden langtfra den underkuede Livsfange, som europæisk misforstaaende Romantik ofte vil gøre hende til” (Østrup, 1923: 69-70). Sidstnævnte citat viser endvidere, hvordan Østrups skildringer af den moderne Orient ofte søgte at modgå romantiserende og stereotypiske opfattelser af Orienten i europæisk kontekst.
Som endnu et resultat af Osmannerrigets kollaps efter 1. verdenskrig skabtes en række nye stater, som efterfølgende satte afgørende præg på den politiske og samfundsmæssige udvikling i den moderne Orient. I samme periode besøgte Østrup bl.a. Tyrkiet og Ægypten, og omkring 1930 udgav han flere værker om disse staters nyere historie. Da han besøgte Cairo i 1923, var det hovedsagelig med sigte på fuldførelsen af en komplet dansk oversættelse af ”1001 Nat”, der var blevet påbegyndt af den danske orientalist Jens Lassen Rasmussen (1785-1826) ca. hundrede år tidligere. Men Østrups interesse for moderne samfundsforhold i Orienten forblev dog tillige i centrum i forbindelse med denne rejse, og dette kom senere til udtryk i værket Det Nye Ægypten fra 1929.
Under sit ophold i Cairo mødtes Østrup både med Ægyptens Kong Fuad I og den britiske højkommissær i Ægypten Lord Allenby, men han forelagde imidlertid også ganske detaljerede beskrivelser af sine møder med lokalbefolkningen. I denne forbindelse tog Østrups beskrivelser ofte udgangspunkt i den ægyptiske landbefolkning, hvor den ægyptiske bonde, fellahen, skildredes på Østrups sædvanlige og nøgterne vis: ”Snæver, saare snæver er Synskredsen om Fellahens Liv, og tarvelige, grumme tarvelige er dets Kaar, og alligevel tør man sige, at han lever lykkeligere end mangen europæisk Byarbejder, der af lutter Spekulation over, hvorledes andre har det, og hvorledes han maaske selv kunne faa det, aldrig har en rolig Time. Den ægyptiske Fellah hjælpes her for det første af sin Religion, der giver Tilfredshed i Hengivelsen i Guds Vilje, men selv om den religiøse Følelse hos mange maaske ikke gaar saa dybt, saa har Fellahen en umiddelbar Følelse af Harmoni med sine Omgivelser og et vist Grundfond af Sindsligevægt og godt Humør” (Østrup, 1929: 153).
Med sin skildring af det britiske herredømme over Ægypten i samme værk lagde Østrup også særlig vægt på beskrivelsen af, hvordan det meste af den ægyptiske befolkning havde stået samlet om at udtrykke utilfredshed med den britiske tilstedeværelse i landet efter 1. verdenskrig, men han syntes dog langt fra overbevist om rækkevidden af denne modstand: ”Ægypterne troede – og den Naivitet var de langt fra alene om – , at nu, efter at den forfærdelige Katastrofe var overstaaet, skulde en ny og bedre Tid oprinde for hele Menneskeheden: den Wilsonske Forkyndelse om Folkenes Selvbestemmelsesret skulde blive til Virkelighed” (Østrup, 1929: 120). Østrups pessimisme i henhold til Ægyptens mulighed for selvstændighed efter 1. verdenskrig skulle dog vise sig ikke at være skudt helt ved siden af. De arabiske ledere, der deltog i forhandlingerne om Versailles-traktaten i 1919, kunne da følgelig konstatere, at den amerikanske præsident Woodrow Wilsons såkaldte 14 punkter først og fremmest blev udlagt som noget, der gjaldt europæiske nationer. For Ægyptens vedkommende udlagde Østrup skuffelsen over denne manglende ret til national selvbestemmelse som en ganske problemfyldt situation, der havde et åbenlyst britisk ophav: ”Englænderne er Herskere i et Land, som de forsikrer hverken at have erobret eller nogensinde at ville erobre, og Ægypterne knytter Hænderne i afmægtig Harme mod de Fremmede, som de alligevel, og ikke helt med Urette, betragter som Erobrere” (Østrup, 1929: 136).
Anderledes positivt forholdte Østrup sig til den politiske udvikling i Tyrkiet efter Osmannerrigets fald. Af alle de nye stater i Orienten opnåede Tyrkiet således den måske største opmærksomhed hos Østrup, og hans positive opfattelse af Tyrkiet og det tyrkiske folk rakte helt tilbage til hans første orientrejse i slutningen af 1800-tallet. Siden denne rejse havde Østrup indtaget en kritisk holdning til alle dømmesyge signalementer af Tyrkiet i samtidens Europa, særligt i politisk sammenhæng: ”Det er et lunefuldt spil af skæbnen, at Tyrkerne, denne tolerante nation, fra gamle dage i Europa er bleven udskreget som fanatikere; man må huske, at hvad der fra gammel tid har stillet Tyrkiet i et fjendtligt forhold til Europa, har været den nationale og ikke den religiøse modsætning; denne sidste er kun af kloge politikere bleven benyttet som middel til at anspore masserne yderligere” (Østrup, 1894: 355). På samme måde var Østrups skildringer af de tyrkiske indbyggere, han mødte i forbindelse med sine talrige besøg i Istanbul, og præget af en vis apologetisk synsvinkel: ”Det er ikke blot den forholdsvis større Sandhedskærlighed i Sammenligning med andre orientalske Folk, der gør Tyrken saa sympatisk for Europæerne og behagelig at have at gøre med i det daglige Liv; Tyrken har, fordi han gennem aarhundreder er bleven vænnet til at føle sig som Herre, en vis naturlig Værdighed, der præger selv den jævne Mands Optræden […]” (Østrup, 1931: 34).
I værket Det Nye Tyrki fra 1931 fremhævede Østrup jævnligt Mustafa Kemals stærke lederskab som en af de væsentligste forudsætninger for den nationale genrejsning af Tyrkiet, som den forekom i løbet af 1920’erne. Ifølge Østrup lå Kemals store force i hans store popularitet i militære kredse, men samtidig fremhævedes også Kemals indledningsvise hensyntagen til islam som en væsentlig kilde til denne popularitet: ”[…] endnu havde Mustafa Kemal ikke aabenbaret nogen som helst islamfjendtlige Tilbøjeligheder, men kunde meget vel i den almindelige orientalske Opfattelse staa som den muhammedanske Religions Forkæmper, samtidig med at han var det tyrkiske Folks” (Østrup, 1931: 128).
Da den tyrkiske nationalforsamling d. 3. marts 1924 vedtog et dekret, der officielt afskaffede kalifatet, ændredes Østrups positive skildring af Kemals rolle i den fortsatte skabelse af det moderne Tyrkiet sig dog ret så markant. Herefter lagde Østrup derfor særlig stor vægt på dristigheden af denne beslutning: ”Afskaffelsen af Kalifatet blev kun et enkelt Led i hele den anti-religiøse, eller maaske rettere antiklerikale Politik, som nu indlededes i Angora [Ankara], men det blev i Følge sin Natur det Skridt, der vakte mest Bevægelse udadtil. Der kunde, som alt berørt, ikke være Tvivl om, at den store Nationalforsamling ved denne Beslutning langt havde overskredet Grænsen for sin Myndighed; Kalifen var jo ikke blot Tyrkiets, men hele Islams” (Østrup, 1931: 157-58). På samme måde forholdte Østrup sig for eftertiden også mere skeptisk til Kemals rolle som Tyrkiets ubestridte enehersker, og således blev det nu Kemals centrale og ubestridelige placering i samtidens tyrkiske nationalisme, der kom i fokus i Østrups kritiske blik: ”Nationalismens Troslære er lige saa simpel som Islams: Der er kun eet Tyrki, og Mustafa Kemal er dets Profet” (Østrup, 1931: 161).
Med sine bredtfavnende analyser af den moderne Orient og islams rolle i de første årtier af det 20. århundrede ønskede Østrup mere end noget andet at placere stor vægt på betydningen af samtidens politiske associationer mellem Europa og Orienten, og med disse analyser søgte han til stadighed at konfrontere gængse, europæiske forestillinger om indbyggerne i Orienten og om islams uforanderlighed. På samme grundlag bidrog Østrups talrige skildringer af samfundsforholdene i de mange nye statsdannelser i Orienten efter afslutningen på 1. verdenskrig derfor også til at anskueliggøre, hvordan islams rolle langt fra var udspillet i sammenhæng med det politiske og kulturelle liv i denne del af verden.
Kilder:
Det Kongelige Bibliotek: www.kb.dk/da/nb/samling/os/naeroest/oestrup.html
Østrup, Johannes: Skiftende Horizonter. Skildringer og Iagttagelser fra et Ridt gennem Ørkenen og Lille-Asien. København, 1894.
Østrup, Johannes: Tyrkiets Fredsbrud. Hvorledes Tyskerne drog Tyrkerne med i Krigen. København, 1915.
Østrup, Johannes: Østerlandene og Verdenskrigen. Strejflys over europæisk Stormagtspolitik i den Muhammedanske Orient. København, 1916.
Østrup, Johannes: Islam i det nittende Aarhundrede. København, 1923.
Østrup, Johannes: Maurerne og Marokko. Den vestlige Orients Historie fra Aar 711 til Vore Dage. København, 1928.
Østrup, Johannes: Det nye Ægypten. København, 1929.
Østrup, Johannes: Det nye Tyrki. København, 1931.
Østrup, Johannes: Erindringer. København, 1938.
