Af Rasmus Alenius Boserup, Direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut
Genoptrykningen af den danske karikaturtegning af profeten Muhammad i midten af februar måned 2008 har igen startet den ophedede debat i Europa og i Mellemøsten om ytringsfrihed og om islamofobi. Indholdet af denne debat viser ikke desto mindre, at intellektuelle i disse samfund i dag er lige så langt fra at have forstået hvordan globaliseringens udfordringer skal håndteres, som de var sidste gang tegningerne blev udgivet.
Onsdag d. 13. februar 2008 genudgav sytten danske aviser en tegning af profeten Muhammad, der var bragt for første gang i avisen Jyllandsposten næsten to et halvt år før sammen med 11 andre tegninger. Da tegningerne blev udgivet i 2005 anså mange muslimer og ikke muslimer dem for unødvendigt sårende and tog specielt afstand fra den tegning der nu er blevet genoptrykt, idet den viser profeten Muhammad med turban hvori der er ligger en bombe. Blandt de sytten aviser der har valgt at genoptrykke karikaturtegningen er der flere der var stærk kritiske overfor dens udgivelse i 2005.
Hvorfor har de danske aviser så valgt at genoptrykke tegningen – nogle af dem for første gang? I mange arabiske aviser er det blevet fremstillet som en koordineret anti-islamisk provokation fra den danske presse. Mens det er korrekt at der findes folk i Danmark der har meget negative meninger om islam og med jævne mellemrum lufter disse i den danske presse, er det en misforståelse at antage at dette er hovedårsagen til genoptrykningen.
Da tegningen blev genoptrykt d. 13. februar forklarede lederne i de danske aviser at de havde reageret spontant og på individuel basis på en oplysning udsendt af politiets efterretningstjeneste dagen før. Den dag havde politiet arresteret tre mænd af nordafrikansk oprindelse for at planlægge et mord på illustratoren bag den omtalte tegning. I visse aviser forklarede de ledende artikler, at de havde valgt at genoptrykke tegningen som led i deres dækning af relevant baggrundsinformation for nyheden om det formodede planlagte mord. I andre aviser forklarede lederne, at tegningen var blevet genoptrykt med det formål at slå fast, at et planlagt mord hverken kan eller må holde nogen fra at udtrykke deres mening på en fredelig måde indenfor rammerne af dansk lov. Flere af avisernes ledere påpegede imidlertid også, at de ikke sympatiserede med tegningen som de anså for at være unødvendigt stødende overform muslimer.
Ligesom det var sagen i 2005 da tegningen blev trykt for første gang er genoptrykket af tegningen blevet stærkt kritiseret af muslimer i og udenfor Danmark. Langt de fleste muslimske ledere fordømte det formodede planlagte mord og opfordrede til tilbageholdende reaktioner imod tegningen. Nogle muslimske ledere har endvidere opfordret til at gå rettens vej overfor den danske presse, mens andre – hovedsagligt udenfor Danmark – har opfordret til boykot af danske varer. Og på samme vis som i 2005 har en række internationale aviser valgt at genoptrykke tegningen.
At planlægge at slå en illustrator ihjel på grund af en tegning er en frygtelig handling der bør fordømmes. Men dette betyder imidlertid ikke at vi skal afstå fra kritisk at diskutere tegningen, den gentagne optrykning af den, og de reaktioner som dette har frembragt. Sådanne diskussioner er selve udgangspunktet for enhver konstruktiv kulturel og politiske dialog mellem samfundene i det arabiske Mellemøsten og i Danmark og Europa. På nuværende tidspunkt ser jeg minimum fire centrale spørgsmål, der bør overvejes kritisk.
Det første spørgsmål er hvorvidt genoptrykningen af tegningen i de danske og internationale aviser var den eneste mulige måde at bekræfte princippet om den frie ret til at udtrykke sin mening? Det er jeg bestemt ikke overbevist om. Efter min mening kunne der være fundet langt mere konstruktive måder at bekræfte dette grundlæggende princip for det åbne og ikke-autoritære samfund.
Det andet er hvorvidt genoptrykningen af tegningen var den eneste måde hvorpå aviserne kunne bibringe den relevante relevant information om det formodede planlagte mord? Jeg er heller ikke overbevist om dette. Nyheder dækkes på en række forskellige måder der strækker sig langt ud over hensynet til at udelukkende at videreformidle information. Dette er navnlig sagen når det er tale om billeder der dokumenterer personlige og politisk følsomme emner.
Det tredje er hvorvidt det forsalget som visse intellektuelle og akademikere i det arabiske Mellemøsten har fremsat om juridiske restriktioner af hvad der offentligt kan siges om religion og andre emner er en klog reaktion? Det mener jeg ikke det er. Sådanne restriktioner vil arbejde imod de grundlæggende principper i det åbne samfund hvor kritik kan fremsættes ikke blot at religion, men også af de der kritiserer religion.
Det fjerde centrale spørgsmål er hvorvidt opfordringen til boykot af danske varer er en klog reaktion på genoptrykningen? Igen tvivler jeg stærkt på dette eftersom hverken folk i det arabiske Mellemøsten eller i Europa på kort eller på lang sigt vil nyde godt af en sådan kampagne.
Helt grundlæggende påpeger mobiliseringen i Europa og i det arabiske Mellemøsten for og imod udgivelsen af karikaturtegningerne det historiske forhold, at de nationale arenaer, der voksede frem i løbet af det 19. og 20. århundrede som stedet hvor politik og kultur blev skabt og debatteret, ikke længere er isolerede enheder. Den proces der omtales som ”globalisering”, og herunder navnlig den hastige spredning af ny transnational medieteknologi, har i løbet af de sidste par årtier grundlæggende ændret forholdene under hvilke politik og kultur skabes og debatteres. Det er således relativt let at se, at de kulturelle og politiske debatter, der tidligere blev holdt indenfor nationalt, kulturelt og sprogligt afgrænsede arenaer i dag overskrider og videretransmitteres på tværs af disse grænser i samme øjeblik de bliver skabes. Det imidlertid langt sværere at se hvordan denne nye historiske situation skal håndteres.
Jeg hører til dem der ikke mener at den udfordring som globaliseringen af medierne stiller os foran kan håndteres ved at man isolerer sig. Ej heller tror jeg på at den kan den håndteres med succes ved at insistere på lokalt udviklede politiske filosofiske principper om hvad der er ”rigtigt” og hvad der er ”forkert”. Sådanne strategier hører i al sin enkelthed til i en forgangen historisk tid. I stedet må vi opfinde nye måder at fortsætte ud at det spor der består i politisk og kulturel dialog. For at dette skal lykkedes er der imidlertid to forhold der skal imødekommes.
For det første skal medlemmer af samfund som det danske, hvor det ikke anses for videre sårende at religion bliver kritiseret, udvikle nye måder at udføre denne kritik på, der indtænker de følelser som medlemmer af andre samfund måtte have.
For det andet – og dette er ligeså vigtigt – må medlemmerne af de arabiske mellemøstlige samfund udvikle en ny slags kulturel robusthed over for hvad slags kritik de accepterer at medlemmer af deres eget og andre samfund fremsætter offentligt.
Ligesom det har været sagen i tidligere historiske perioder, hvor strukturelle ændringer hastigt har frembragt nye forhold for social eksistens og møder mellem forskellige samfund, må den udfordring der skabes af globaliseringen mødes med kreativitet. Denne artikel skal ikke læses som et forsøg på at vise præcis hvordan dette skal ske. I stedet skal den læses som en opfordring til intellektuelle i Europa og i det arabiske Mellemøsten til at erstatte tendensen til at insistere på lokale filosofiske principper fra en svunden historisk tid, med et engagement i kreativt at opfinde nye former for social, politisk og kulturel kritik, der passer til globaliseringens udfordringer.
