Madrasa!

: Pigegymnasium i Cairo

Religionsundervisning i skolen i Egypten

Af Jakob Skovgaard - Petersen

Madrasa! Det lyder uhyggeligt; en række TV-programmer har besøgt madrasaer og vist billeder af små børn, der lærte Koranen, men åbenbart også om pligten til at kæmpe for islam. Forskellige amerikanske og europæiske politikere har talt om, hvordan vi kommer madrasaerne til livs. Men her bliver det nødvendigt at sondre.

For de militante og manipulatoriske islamiske madrasaer findes. I Pakistan, ikke mindst, men også i Indonesien og formentligt en række andre steder. Talebanerne i Afghanistan har deres navn, ”studerende”, fordi de er udgået fra konservative madrasaer i Pakistan. Madrasa er imidlertid også det almindelige ord for skole på en række sprog, herunder arabisk. Og offentlige debattører i den Arabiske Verden har hudflettet den vestlige bekymring over madrasaerne. Den syriske minister og politiske kommentator Buthaina Shaaban, f.eks., har set det som udtryk for Vestens generelle modvilje imod lærdom og skolegang i den tredje verden.

Al-Azhar systemet

Så på arabisk betyder madrasa slet og ret folkeskole. Og den er slet ikke militant, bortset fra at der til stadighed er rapporter om vold, mellem eleverne, men også fra lærer til elev. I Egypten er det kun for nylig blevet forbudt at slå, og volden er så indgroet et pædagogisk middel, at det for mange lærere er svært at klare sig foruden.

Men hvordan underviser man i religion i den egyptiske folkeskole? Først og fremmest må man vide, at det egyptiske skolesystem er opdelt i 2, idet godt 10% af børnene går i religiøse skoler, administreret af det islamiske al-Azhar universitet. Ironisk nok hedder disse skoler ikke madrasaer, men kuttab for de små, og institut for de større børn. I disse skoler fylder religionen meget; man skal lære dele af Koranen udenad, foruden at der er timer i islamisk lov, etik og andre religiøse fag. Alt sammen parallelt med de ikke-religiøse fag, som man skal følge, så man efter tolv år kan tage en studentereksamen, der svarer til den, som de øvrige børn får i statsskolerne. Med de mange timer i religion er der imidlertid vanskeligt for eleverne på al-Azhar institutterne at få høje karakterer til at komme ind på de mest prestigebetonede uddannelser. I praksis er de derfor særligt rettet imod al-Azhar universitetet selv og dets mange afdelinger rundt omkring i landet.

Al-Azhar universitetet og institutterne er den moderne aftager af de middelalderlige religiøse uddannelses-institutioner, de egentlige madrasaer. Men i dag er det et moderne masseuniversitet og moderne statslige skoler, og forbindelsen til de middelalderlige, personcentrerede mesterlære, der fandt sted i madrasaerne er ikke så stærk, som man gerne vil have det til at se ud. Det curriculum man lærer på Azhar institutterne, minder ganske vist noget om den ældre islamiske lærdom, og er opdelt i nogle af de samme discipliner. Men man lærer på en moderne måde, sidder i almindelige skoleklasser, og lærebøgerne er skrevet af nulevende lærere, ikke af middelalderlige mestre. Imidlertid reproducerer de den ældre islamiske teologi og jura, som de forenkler. Som i den middelalderlige islamiske jura opererer de derfor med et grundlæggende juridisk skel mellem mand og kvinde, og mellem muslim og ikke-muslim. Dette er for nylig blevet kritiseret af Nabil Abd al-Fattah, forsker på tænketanken al-Ahram Center for Political and Strategic Studies, for at stå i modsætning til den egyptiske forfatning, der garanterer medborgerskab og lighed for loven. For nok må eleverne lære, at det ikke er sådan, den statslige lov i Egypten virker, men de lærer samtidigt, at dette ikke er rigtigt, set fra et konservativt islamisk synspunkt. Det er ikke hensigtsmæssigt.

: Problemet er ikke at piger ikke kommer i skole, men snare hvad de lærer i skolen.

Den statslige skole

Men hvordan er så religionsundervisningen i folkeskolen – den som i dag bare kaldes madrasa - hvor langt hovedparten af Egyptens 18-19 millioner skoleelever går? Den store forskel til Danmark er, at undervisningen er konfessionel. Det vil sige, at man underviser i religionen i ental, den sande religion, forklaringen på livet og verden. Det betyder, at de kristne går til deres undervisning, og muslimerne til deres. Og at lærerne er teologisk trænede og videregiver den sande lære. Dette betyder igen, at man ikke lærer noget om andre religioner, men kun noget om, hvordan éns egen religion anskuer dem og afviser dem. Dette fremmer ikke empati og tolerance.

Kristne elever vil dog møde islam i mange andre fag end religion: i biologi vil de måske høre, hvordan fostrets udvikling er i overensstemmelse med, hvad Koranen altid har sagt. I fysik vil de sikkert få forklaret, hvordan verdens skabelse ved et big bang er i overensstemmelse med Koranens angivelser. Faget historie vil fortælle om Egyptens historie fra faraonerne, men igennem mange århundreder vil det være islams historie, med muslimerne som skabere af stor civilisation, og europæiske korsfarere og imperialister som ødelæggere af den. Endelig vil faget arabisk nødvendigvis rumme mange tekster, som er islamiske, begyndende med Koranen selv. En kristen elev vil på den måde lære meget om islam – som den opfattes af nutidige egyptiske muslimer. Mens en muslimsk elev vil være uvidende om kristendommen, sådan som den forstås af de kristne selv.

Egypten har ikke et marked for skolebøger, men hvert klassetrin har sit sæt, forfattet af en kommission, og udsendt af ministeriet. De rummer alt, hvad man forventes at lære, og de skal reproduceres til eksamen. Jeg har kort kigget på skolebøgerne i islam til gymnasiet, og var ikke imponeret. De fortæller historien om Muhammad og uddrager så i hvert afsnit, dels nogle spørgsmål og svar man skal kunne til eksamen, dels den indsigt, man skal tage til sig. F.eks. om at islam beskytter miljøet, eller at det var jøderne der brød pagten med profeten, og ikke ham der overfaldt dem. Som man kan se, er det tænkt ind i en nutidig kontekst, hvor man vil skabe patriotiske, offervillige og aktive samfundsborgere. Men altså borgere, der alle tænker på en bestemt måde; ikke individer, der tænker selv. Og Muhammad er det evige ideal, som vi ikke skal tænke over, men simpelthen efterligne.

Hvordan mon eleverne reagerer på dette massive forsøg på at skabe en bestemt type borger? Langt de fleste anerkender idealet og tager det til sig. Men må vel erkende, at de selv ikke kan leve op til det. Der er i Egypten en udbredt anerkendelse af høje religiøse idealer og respekt for fromme mennesker, som synes at efterleve dem. Men man finder også en vis skepsis, om det nu også faktisk er tilfældet. Der er megen skinhellighed i landet, og det er egypterne sig også bevidste om.

Skolebøgerne forklarer, at jihad er en pligt, når fædrelandet er truet. Det er altså en defensiv krig, ikke langt fra folkerettens forståelse, og i den forstand er den egyptiske statslige madrasa naturligvis ikke nogen ”jihad-fabrik”, der søger at fremme en militant og offensiv jihad. Men på den anden side betones religionens sandhed, den troendes pligter og lydighed. Den humanistiske betoning af menneskets og værdiernes historicitet, kritisk tænkning, indlevelse i det fremmede og anderledes – alt dette er nærved ikke-eksisterende. Og så er det måske ikke overraskende, at enkelte elever, som tager dette meget alvorligt, senere kan komme under indflydelse af radikale shaykher, der forklarer, at islam og muslimerne i dag er under angreb og derfor skal forsvares. Her var den klassiske madrasa i virkeligheden meget mere individuel og personlig i sin forståelse af islam og den enkeltes evner; det er det moderne statslige system, der har gjort islam til et instrument til at fremme bestemte karaktertræk og verdensforståelser hos massen af elever.

: Idrætstime i skolegården

Reformer

Det egyptiske undervisningssystem er i krise. Landet bruger faktisk store penge på uddannelse, nemlig 19% af statsbudgettet og hele 5,9% af bruttonationalproduktet. Men mere end halvdelen af dette sidste tal er faktisk lønninger til privatundervisning, som landets 1,7 mio lærere mere eller mindre har været presset til, med de lave lønninger de har fået (de blev dog sat kraftigt op i 2007).

Problemerne er måske ikke lige, hvad man som dansker kunne tro. Gennemsnitligt får piger lige så megen uddannelse som drenge. Og børnene kommer faktisk i skole – hvilket i sig selv er en bedrift med en befolkning, der vokser med halvanden million om året. Problemet ligger i, hvad de lærer, og hvad de ikke lærer. De mange lærere arbejder for lidt på skolen selv og er for dårligt uddannede. Undervisningen er verdensfjern, træner ikke den kritiske tænkning, problemløsning eller individuel forståelse. Alt er rettet imod bestemte eksaminer, som giver adgang til de højere dele af systemet og eftertragtede studier. Disse eksaminer tester ikke andet end elevens selvdisciplin og evne til at lære udenad.

Den egyptiske offentlighed opfatter skolesystemet som en fiasko, og der er løbende historier om den ringe kvalitet og disciplin. Undervisningsministeriet er også påbegyndt et større reformarbejde i samarbejde med udenlandske donorer, herunder EU, som fra 1998 har givet 100 mio euros til bygning og udbygning af skoler, og til et større program, hvor 300 skoler er blevet gjort til modelskoler for en ny form for undervisning. En vigtig brik i de nye reformer er en decentralisering, så skolernes ledelse selv kan tage beslutninger, samt inddragelse af forældrene, der traditionelt alene har anset skolen for statens, og ikke deres egen. Både ministeriets embedsmænd, lærerne og forældrene skal dog uden tvivl bruge lang tid på at vænne sig til deres nye roller. Måske er det derfor mere perspektivrigt med de initiativer, som er rettet imod lærerne, deres uddannelse, og deres karrieremuligheder; for det er i alt fald en gruppe, som ikke er tilfreds med tingenes tilstand, og som derfor er stærkt motiveret til forandringer.

Man taler også om nyt indhold i undervisningen, med mere aktive indlæringsmetoder, mere selvstændighed og en klarere orientering imod arbejdsmarkedet. Den store studentereksamen skal også ændres, så det bliver bredere evner hos eleverne, som vurderes.

Der vil sikkert også komme nye – og forhåbentligt bedre – skolebøger. Men de vil formentligt stadig være ministerielle. Og lige når det kommer til religion, vil de udenlandske donorer nok være tilbageholdende med specifik kritik. Det er et ømt punkt, som kan udnyttes til at rejse en folkelig modstand imod hele reformprojektet. Hvis vi i Danmark skal interessere os for det fremtidige forhold til den muslimske verden og radikale fortolkninger af islam, er det imidlertid af stor betydning, hvordan religion bliver undervist i skolerne; langt større, faktisk, end hvad Koranen eller Hadith siger om dette eller hint.