Hvem var Rus
Nej, verdens tag er åbenbart Danmark, selv om serien er optaget i Syrien. Det er en historisk fortælling inde i en nutidig rammefortælling, hvor en syrisk pige på det Orientalske Institut på Københavns Universitet er ved at forberede sin afhandling om en arabisk opdagelsesrejsende i 900-tallet, ibn Fadlan. Pigen, Nara, er i Danmark, da Jyllands-Posten publicerer sine tegninger, og hun bliver dybt rystet over tegningernes barbari og nedgørelse af profeten Muhammad. Værre endnu bliver det, da den danske statsminister forsvarer tegningerne. Efter at have organiseret en pressekonference i protest belsutter Nara derfor (i samråd med sin vejleder) at hun i stedet for en afhandling vil skrive en roman om ibn Fadlan, og senere rejser hun til Damaskus, hvor hendes arbejde bliver til et filmmanuskript.
Så hvem var ibn Fadlan, og hvad har han med Jyllands-Postens tegninger at gøre? Vi kender ikke hans fødsels- og dødsår, det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at ibn Fadlan var en dannet araber, som i år 921 blev sendt af kaliffen al-Muqtadir i Bagdad nordpå til volgabulgarerne, hvis konge havde bedt kaliffen om hjælp. Ibn Fadlan kom hjem til Bagdad et par år efter og leverede en rapport om sin rejse. Denne rapport, som også forefindes i dele hos den berømte geograf Yakut, blev opdaget af europæiske forskere in begyndelsen af 1800-tallet og vakte stor interesse, ikke mindst i Rusland, fordi der her var en arabisk øjenvidne skildring af folk og forhold, som man ellers ikke havde gode kilder til.
Der er særligt ét folk, som ibn Fadlan beskriver i detaljer, og som længe har optaget forskerne. Det er et folk han kalder Rus, og bare navnet har naturligvis gjort dem interessante for slaviske ideologer. Samtidigt er der en række ting i ibn Fadlans beskrivelse af Rus, som minder påfaldende om vikingerne, f.eks. dragter og smykker, som man kender fra vikingegrave. Ibn Fadlan beskriver Rus som handlende folk, der militært er dominerende. De er helt exceptionelt uhumske i deres personlige renlighed, men ellers beskriver han dem som store og smukke mennesker, blonde eller rødlige og med kroppe som palmetræer! Ibn Fadlan er særligt interesseret i at overvære en begravelse af en høvding, og man forstår hvorfor, for der er smæk for skillingen. Ibn Fadlan beskriver i detaljer, hvordan en slavinde melder sig til at blive dræbt med sine herre, og i selve ceremonien har samleje med seks mænd, før hun dræbes af en ældre kone, ”dødens engel”, og lægges ved siden af høvdingen i en opført pavillon på en båd, som så brændes ned.
Ibn Fadlans historie har ikke nogen klar forbindelse til Danmark. Han har aldrig været nær Danmark, så den eneste mulige forbindelse er det folk, Rus, som han beskriver. Forskere har i mange år diskuteret, hvem de var; nogle mente de var slaver, andre at de var skandinaver. Men så formentligt af østsvensk oprindelse, siden det primært var svenskerne der sejlede op ad de russiske floder. Det er også muligt, at de oprindeligt var fra Østskandinavien, men nu gradvist var ved at optage lokale slaviske levemåder, og at den større gruppe af slaver med tiden blev kendt som Rus. Sagen er, at alle teorier har noget for sig, men også forskelligt imod sig, og det er vanskeligt at tage endegyldigt stilling. Det hjælper naturligvis heller ikke, at Ibn Fadlan er stærkt fordømmende og muligvis fordrejende eller overdrivende; det har jo til alle tider været attraktivt at vende hjem med en eksotisk og bizar historie.
I TV-serien rejser ibn Fadlan med vikingerne til et sted der hedder ”bilad ad-danz” (altså danernes land) og lever dér en tid lang og deltager i kampe mod vandalerne. Han bliver endda forelsket i en pige deroppe. Han bliver også venner med kongen og udfører en civilisatorisk mission ved at fortælle om Muhammad og islamisk lov og etik. Men samtidigt er han forlovet hjemme i Bagdad, og det vil sikkert ende med, at kongen giver ham lov til at rejse hjem.
Dansk barbari til alle tider?
Og det er så dét, der gentager sig idag. En araber kommer hjem og fortæller om skandinavernes barbari. TV-seriens instruktør, Najdat Anzuru, har før lavet stærke og flotte serier – i 2005 den meget omtalte ”Dybsorte øjne”, der handlede om en ung saudisk mands rekruttering ind i islamistisk terrorisme. Her har Anzuru og hans manuskriptforfatter Hassan Yusuf imidlertid tilsyneladende ikke syntes, at forlægget hos ibn Fadlan var rigt nok. Men det har der været råd for. Den amerikanske succesforfatter Michael Crichton udgav i 1976 romanen Eaters of the Dead, hvor ibn Fadlan rejser videre nordpå med en gruppe vikinger og kommer i kamp med en slags neanderthalere. Crichtons roman er også inspireret af det angelsaksiske urdigt Beowulf. Som titlen antyder er det en temmelig kulørt sag, der foregår i et miljø, hvor civilisation er lidt af en mangelvare. Den blev senere filmatiseret med Antonio Banderas som ibn Fadlan. Hassan Yusuf har til flere aviser forklaret, at han har trukket på Chrichton.
Najdat Anzuru siger, at han har lavet serien som et dannet og kunstnerisk svar på de danske fornærmelser af profeten Muhammad: ”Det er et budskab til araberne om, at de skal huske, hvem de er, og hvordan de engang har været. Og det er et budskab til visse arrogante danskere om, at de skal huske, hvem de er, og hvordan de engang har været.”
Og det er jo for så vidt et mere civiliseret svar fra den muslimske verden end det, som danskerne var vidne til i foråret 2006.
Men er det et intelligent svar, og er det nyttigt? Man har sine tvivl. For det første er det jo næppe nogen god idé at vride og vende en arabisk rejsende for at få ham til at blive et øjenvidne til et Danmark, han aldrig var i nærheden af. Så er det jo ikke rigtigt nogen besked til danskerne om, hvem de engang har været. Hermed ikke sagt, at den grundlæggende præmis ikke er rigtig: i 8-900 tallet var Bagdad civilisationens centrum, og Danmark en ret barbarisk udpost. Det kan nok også i princippet være en god idé at minde araberne i dag om bestemte fine idealer fra deres storhedsdage, for at få dem til at efterleve dem idag. Det er der også altid er et par TV-serier der gør. Men det kan også overdrives og ende i en form for civilisatorisk nostalgi.
Værre er det imidlertid, at tankegangen kun giver mening, hvis man postulerer, at der er en kulturel og civilisatorisk kontinuitet fra 900-tallet og til idag. I Danmark og i den Arabiske Verden. At folkekarakteren idag er den samme som dengang. Det er der visse ekstreme nationalister (og islamisterne er iblandt dem), der kan finde på at mene. Men så må man se bort fra tusindvis af fremmede indflydelser, som har influeret samfundene – både de arabiske og det danske – siden dengang. Påstanden, eller ideologien, om en sådan kulturel uforandelighed, er det vi kalder orientalisme, når det drejer sig om orientalske samfund. Og vi kan vel tale om occidentalisme, når det går den anden vej. Det bliver man ikke klogere af. Man kan med en vis ret sige, at præcist i den ene af Jyllands-Postens tegninger, den med bomben i turbanen, er det orientalistiske postulat tydeligt udtrykt. Det er jo angiveligt en tegning af Muhammad. Og bomben, en langt senere opfindelse, kommer til at angive, at terrorismen er et tidløst træk ved hele den religion Muhammad indførte. ”Orientalismer” er desværre udbredte i den danske debat om islam. Men er det en fornuftig og dannet respons at besvare en ”orientalisme” med en ”occidentalisme”? Eller at lave et spil om ”civiliserede versus barbarer” og tilmed kun ville spille det på et bræt, hvor man sammenligner sin egen guldalder med andre landes jernalder? Det er faktisk heller ikke så forfærdeligt dannet. Det lyder så smukt at kalde det ”Verdens tag”. Men samtidigt synes der ikke at være ret højt til loftet.
Læs mere om Ramadan TV her
Denne artikel blev publiceret den 9/10 som kronik i Information.
