Gennem de senere år har danske medier interesseret sig en del for, hvad de arabiske medier skriver om Danmark, og hvordan de i det hele taget informerer arabiske seere og læsere. Dette er også et væsentligt emne, som i dag berører Danmark direkte; dels er der mange arabere i Danmark, som får deres nyheder og syn på verden gennem de arabiske satellit-kanaler. Og dels er de arabiske medier – og særligt TV – nogle af verdens nye store nyhedsmedier i det 21 århundrede.
Enkelte danske aviser og skribenter har beskrevet arabiske medier som komplet styrede af staten, fanatisk anti-vestlige og gennemgående utroværdige. En enkelt politiker har ligefrem foreslået, at Danmark finansierer en nyhedskanal på arabisk i stil med Voice of America der i sin tid sendte ind over jerntæppet i Østeuropa.
Beskrivelsen er ikke et dækkende billede. Arabere har i dag adgang til et stort og varieret mediebillede, som godt nok kan være præget af lemfældig journalistik, mikrofonholderi og selvcensur. Men som alligevel i sin helhed muliggør en mere velinformeret og sammensat offentlighed, end disse danske kommentatorer (som ikke selv kan arabisk) lader ane.
Moderne arabiske aviser blev grundlagt i anden halvdel af 1800-tallet og kom til at spille en afgørende rolle i udviklingen af et moderne arabisk skriftsprog. Perioden fra 1920 til 1950 betegnes som en guldalder, hvor mange af de store intellektuelle skribenter og forfattere ernærede sig ved journalistik, og pressen var rig og fornyende. En del af denne tradition overlevede i Libanon, men mange andre steder blev pressen, og nu også radio og TV, nationaliseret i 1960erne og 70erne. Ideen var, at den skulle tjene de uafhængige stater i deres arbejde for at opdrage og modernisere befolkningen. Fra 1980erne voksede en ny uafhængig og pan-arabisk presse frem med sæde i London. Og i 1990erne kom så satellit-kanalerne (og mere gradvist internettet), som sendte ind over grænserne og umuliggjorde den enkelte stats kontrol med, hvad dens borgere så og læste.
Særligt oprettelsen af al-Jazeera kanalen i Qatar bevirkede, at arabiske seere blev vant til at se oppositionelle politikere og heftige debatter, hvor statens position ikke længere var den eneste officielle sandhed. De nye medier var pluralistiske, men selve den omstændighed, at de sendte til hele den Arabiske Verden – og til araberne i Europa – bevirkede, at emner som gik videre end den enkelte stat, var meget attraktive for dem. De fik derfor en pan-arabisk og pan-islamisk tone, der fremmede sådanne brede ideologier og identiteter i befolkningerne.
I dækningen af interne konflikter i de arabiske lande ville de ofte tage den lille mands parti, mens de i dækningen af eksterne konflikter ville mobilisere araberne imod deres naboer. De nye medier har kort sagt et stort reform-potentiale. Men de er på én gang demokratiserende og populistisk mobiliserende.
Læs mere om de nye arabiske medier her:
